Værelse 304

Nogle gange er danske film lidt ligesom hoteller. Man har måske ikke været der før, men tilskueren færdes alligevel hjemmevant, fordi det er kendte omgivelser, så at sige. Men ikke på dette hotel. Det er en kompliment, i øvrigt.

Over tre dage følger vi en håndfuld ansatte og gæster på et ældre hotel i det indre København. Ejeren (Mikael Birkkjær) og chefreceptionisten (Stine Stengade) har trist, men intens affære-sex, gæster kommer og går. De ansatte gemmer på hårde skæbner, mens de anonymt bevæger sig gennem hotellets mange gange. Skæbner krydses, masker falder og liv ændrer sig for altid.

Birgitte Stærmoses ferme hånd fører én ind i historien, der smyger sig om sit publikum som et kraftigt håndklæde eller en kølig dundyne i glat rullet linned, og hun venter, til man er veltilpas og tryg ved det man ser – og tænder så neonrøret og tager én bag de bordeauxfarvede vægge, der adskiller gæsterne fra hinanden og de ansatte. Der, hvor man ser maskineriet.

Langsomt og fragmenteret kommer de mange karakterer til deres ret. Mennesker folder sig ud, og netop som omgivelser og handlinger begynder at virke som noget velkendt, sker der noget andet.

Det kan lyde kedeligt, men er det ikke. Præstationernes knaphed dækker over karakterer, der alle er som isbjerge, der krydser i natten. Ikke den bedste analogi måske, men der er meget under overfladen, og det kan være dødsensfarligt.

I ny og næ har man det som gæsten i hotelbaren, der digter egne historie til de mennesker, der tilfældigvis er i transit. Men det er egentligt synd. David Denciks ildevarslende figur viser sig at rumme andet og mere. Og det gør alle karaktererne.

Tragedien og det endegyldige kommer, men ikke som man måske tror. Det er ikke en lille bedrift, men et vidnesbyrd om blandt andet manuskript-gudens Kim Fupz Aakesons talent.

De udenlandske kræfter i filmen (spanske Ariadna Gil, albanske Luan Jaha og Ksenija Marinković, samt især filipinske Lourdes Faberes) løfter en film, der allerede har et internationalt niveau, også i kraft af den kroatiske cheffotograf Igor Martinovic, der nænsomt fanger teksturer og følelser i et farvemættet univers, hvor baggrunden er mørk og ufokuseret.

’Værelse 304’ har sit eget sprog, både visuelt og fortællemæssigt, og formår at være interessant til det sidste.