White Noise

Noah Baumbach sætter desværre ikke sit eget markante fingeraftryk på filmatiseringen af Don DeLillos roman af samme navn – tværtimod holder han sig lidt for tæt på det litterære forlæg som ikke rigtigt fungerer på det hvide lærred. Det er der kommet en alt for lang (136 minutter) og alt for besynderlig film ud af.

Jack Gladney (Adam Driver) er leder af Institut for Hitlerstudier ved et universitet i en mindre amerikansk by. Privat lever han sammen med sin fjerde hustru Babette (Greta Gerwig), som er fitnessinstruktør for pensionister, og deres fire sammenbragte børn i et forholdsvis almindeligt familieliv omgivet af hvid støj fra radioudsendelser, sirener, mikrobølger, ultrasoniske apparater og fjernsynsmumlen.  

Der har altid været ærlighed og kærlighed mellem Jack og Babette. Men noget er under opsejling. Babette bliver mere og mere glemsom og opfører sig anderledes. Det viser sig at hun i hemmelighed er begyndt at tage piller. Datteren Denise opdager det og udtrykker bekymring overfor Jack, hun kan nemlig ikke finde information om præparatet.

En dag sker der et kemisk udslip i den lille by. Panikken spredes som en steppebrand i nabolaget også hos familien Gladney – kun Jack synes at forholde sig nogenlunde rolig, indtil det går op for ham at han i nogle minutter har være udsat for giftskyens stråling og får en dødsdom af en ubekræftet ekspert i et evakueringsherberg. 

Filmens dialog (tro mod DeLillo) sprutter til højre og venstre med forklaringer og tilfældige fakta. Bortset fra det yngste barn, hopper børnene Heinrich (Sam Nivola), Steffie (May Nivola) og Denise (Raffey Cassidy), rundt som menneskelige Google-svarsider. De stiller mærkelige spørgsmål og citerer semi-relevante oplysninger. 

”Familien er arnested for misinformation”, siges der meget passende. Børnene siger de mest forrykte ting, men de er samtidig ansigtet på den angst og sårbarhed der findes i en sammenbragt familie. Familielivets sår og salver og især ægteskabets slid, er det overordnede plot, og Baumbachs speciale. 

Men det forstyrres af alt for mange løsrevne scener med Jack og hans ven/kollega Murray (Don Cheadle), en bilulykkesforsker, der ønsker at udvide sin akademiske portefølje. De er tilbøjelige til hermeneutik og i en spøjs scene improviserer de en akademisk duet foran et publikum af henrykte studerende, hvor de sammenligner og kontrasterer moderkærlighed og dødsdriften i Hitler og Elvis. Det, de har at sige, lyder temmelig tvivlsomt og emner som farmakologisk dårskab, miljøødelæggelse og udbredt forbrugerisme som kolliderer med de klassiske temaer: misundelse, kærlighed og frygten for døden. 

Jeg vil så gerne kunne sige at det er godt, for jeg holder normalt meget af Noah Baumbachs film. Og Greta Gerwig og Adam Driver er altid en fornøjelse at se på. Men ’White Noise’ er simpelthen for lang og for mærkelig. Jo, der er masser af 80er-nostalgi for os der var der og enkelte haha-øjeblikke, men satiren er ikke skarp nok til at udfylde en godt to timer lang film og det bliver et sammensurium, der hverken er tydelig sjov eller alvorlig. Læs bogen og lad det blive ved det, og se så hellere en anden af Baumbachs fremragende film som ’Frances Ha’, ’While We’re Young’, ’The Meyerowitz Stories’ eller ’Marriage Story’.