Det Europæiske Slagtehus

Kongen er død! Det sker unægteligt nogle gange i denne vilde satsning af Odense Teater, hvor Shakespeares kongedramaer mingeleres af Tue Biering til et historisk ragnarok af den evige magtliderlighed, som kan trækkes helt til vores nutid. Der manipuleres, konspireres og myrdes i et vildt vanvid, der tilsidst bliver totalt legestue. 

Første mand på scenen bedyrer at det bliver noget rod, og imens han introducerer det forudgående kongedrama, indtager en samling småsyrede personager bagscenen med løjerlige rekvisitter og endnu mere udskejet beklædning. Det bliver et særligt sjovt studie at følge det stilflip, og mod slutningen til storgrin da en af magthaverne kommenterer en af de andre: "Hvorfor så stort udstyr?"

Det er muligvis de enorme ishockey-benskinner, der gør udslaget - Gloucester står mål for meget her, så selvfølgelig skal der stort udstyr til. Men mestendels er der ikke nogen nemme tolkninger af det outrerede miks af NFL-skulderbeskyttere, blondelingeri, panserveste, bokseshorts, pels, sneakers, silkeflæser, dykkerbriller og storkapper. Og det er bare en brøkdel af det tøj, der bliver mere moderne efterhånden, men stadig er udflippet.

Scenografien er enkel og alternativ, og den bygges op, ændres og smadres undervejs. Konstant er jorden - der skovles, rives og vandes uendeligt - der er jo utallige, der skal begraves. Og ellers er kirken stålsat, Tower er mikroskopisk, og den store hvide trappe understreger hierakiet, også for hvem der kan slå hul i murerne. Inimellem en lille tromme(slager) eller en guitarist med violinbue, en hund eller en hest, samt picnic og parasoller til franskmændene.

Det er temmeligt tosset, og bestemt ikke klassisk. Som publikum skal man bruge sin fantasi, og så bliver man rost. Som i introen får vi sporadiske regibemærkninger om at intet er historisk korrekt, heller ikke Shakespeare. Og interaktive passager, hvor nogen opfordrer til oprør, en skuespiller kommenterer på sin egen rolle, og en anden bemærker "tænk at man kan sige det så simpelt." 

Men det er absolut ikke simpelt at sammenfatte Shakespeares kongedramaer, med fokus i Rosekrigene - selvom man har 5-6 timer og frit slag på at modernisere. Forestillingen er rodet, og nogle scenarier trækkes længere end nødvendigt. De spøjse afbræk kunne være udnyttet mere i interaktion med publikum, og kongehistorierne kunne have skarpere replikker. Men latterliggørelsen fungerer optimalt og det er på alle måder rød stue med den sidste kongemagt. 

Det er nærmest ikke fair at fremhæve nogen i dette fabelagtige cast af 14-16 engagerede skuespillere, der har været med til at skabe deres egne roller. Det mærkes tydeligt at dette ensemble har spillet sammen mange gange, deriblandt Benjamin Kitter, Frank Thiel, Kristoffer Helmuth, Malene Melsen og Natalí Vallespir Sand.

’Det europæiske slagtehus’ er moderne teater med kant, og al respekt til denne satsning. For selvom al den gentagne vold og blod til sidst føles ret meningsløst, er det pointen Biering og co. vil vise. Den magtcyklus vi som mennesker er vant til at gennemleve, og som er nærmest umulig at lave om på. Ofte skal noget dø for at nyt kan opstå. Magten vil altid bestå, den er en del af samfundsstrukturen. Men den kan absolut forvaltes anderledes og mere humant end historien med voldsudøvelse og frygtindgyden viser. Hvornår lærer vi af fortidens fejltrin?