Dogville

Fra en provo til en anden. Tue Bierings ’Dogville’ er ligeså fremragende som Lars von Triers, og provokationen lever videre på scenen.

En fortælling i ni kapitler, der udfolder sig tableauagtigt i et enkelt scenerum, hvor alle karakterer er til stede hele tiden. Ikke altid i fokus, men som allestedsnærværende i denne lilleby, hvor ideologien om at alle skal være en del af fællesskabet ved nærmere blik er et indspist samfund, hvor alle holder øje med alle for mest af alt at hytte sig selv.

Von Triers bidende kritik af det amerikanske samfund har Biering ikke rykket ved, men med små hints i replikker og rekvisitter bliver et ekstra lag af aktualitet tydeligt. Grace, der søger tilflugt i Dogville, må underlægge sig lillebyens formaninger og samtidig forsøge at få indbyggerne til at acceptere hende. Den medmenneskelige tiltro går kun en vej, og Grace forbliver en fremmed, en outsider – en flygtning. 

Filmen huskes af de fleste for de karakteristiske hvide kridtstrege som bærende kulisse, og Nicole Kidman i hovedrollen. Det er i disse to tolkninger at teaterstykket afviger mest. Von Triers film imiterede teateroplevelsen med den ultra-simple opbygning, og Biering holder fast i nærheden og det intense drama, imens han balancerer et metalag skabt med filmiske fif. Som en boomstang med pelsmikrofon over Graces seng.

Temaet om begrænsninger smyger sig ulmende gennem hele forestillingen, hvis scenografi af Nicolaj Spangaa skaber klaustrofobi på flere planer. Bagerst troner minebjerge, og forrest et virvar af stole, borde, skabe, tæpper og lignende skrammelinventar, der sammen med lamper og mikrofoner flyttes rundt af aktørerne, som skiftes til at være agerende og fortællende. Indimellem akkompagneret af seje trommehvirvler og guitarriff. 

Det er sindssygt godt orkestreret, og selvom alle 17 skuespillere bemægtiger sig scenerodet samtidig er der ingen forstyrrende elementer – bare suveræn timing og forrygende ensemblespil. Fra Benjamin Kitters rationelle Tom til Lars Simonsens afstumpede Chuck. Men desværre findes det eneste svage led også her: Rikke Lylloff har simpelthen ikke nok karakter til den komplekse Grace. 

For hele provokationen, dilemmaet, moralen akkumuleres i Grace-karakteren – til detonation i den overrumplende slutning – og undervejs formår Lylloff ikke at formidle det mix af mystik, styrke og sårbarhed, som gør alt mere nervepirrende. For hvem er hun, denne Grace, der er opdraget til at tro hun er bedre end andre, og som har en sund evne til at lægge ting bag sig? Er hun kriminel, farlig? Og hvem er de gangstere, der eftersøger hende?

Dermed føles von Triers film mere rørende og smertende, men Biering kommer helt tæt på, fordi han går hele vejen med fysisk udfoldelse. Fra lortebleer til massevoldtægt mærker man hundelivet på et mere kropsligt plan – fællespres og magtdemonstration af de groveste. Det er realistisk som surrealistisk, og slutningen er stadig blandt de mest tankeprovokerende og gruopvækkende. Og med flygtningeproblematik som ekstra lag bliver den kun endnu mere uhyggelig.