Mørkt Forår

Lille pige, stor lyst. Grundet i en opvækst med overgreb, svigt og ligegyldighed. Pigen søger opmærksomhed og tilfredsstillelse overalt, manipulerer sødt, taler sjofelt og får hun ikke sin vilje, straffer hun - også sig selv. Mentalt og kropsligt.

Det er på alle måder en leg med grænser og udtryk i Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinands dramatisering af tyske Unica Zürns roman ’Mørkt forår.’ Et vellykket mix af fantasi og virkelighed når en lille pige opdager og udforsker sin seksualitet. Både skamfuld og skamløs i sin uskyld, der er blevet forvredet af familiære svigt og fraværende autoritet. 

Hjemmefra har hun lært at man får det man kæmper for, og man tager det man vil have. Det går galt når hun omgås jævnaldrende drenge, for hendes leg er oftest for vild, voldsom og seksuelt anlagt. Så hun søger den modne mand, faderen, hvis ’leg’ hun føler sig tryg i. Selv smerten og traumet.

Hun er 8 til 12 år i dette mørke forår, og når hun gestaltes af en ældre kvinde bliver det seksuelle tema udvidet med daddy/lillepige-spillet. Hun ser sig selv mere moden, men opfører sig barnligt for at opnå det hun vil, det hun har brug for. I krop og sind. 

I rollen er 26-årige Mathilde Arcel helt vidunderlig, især hendes skiftende intonation, mellem rollen og karakteren, fantasien og virkeligheden. Når hun fortæller, agerer de andre mestendels det hun siger - og alt hun siger mærkes som den indre dialog, der er karakteristisk for Zürn i denne romanperiode i slutningen af 1960erne.

Peter Christoffersen switcher forrygende mellem mændene i hendes liv: faren, broren, skolevennen og svømmelæreren, som hun kaster den sidste fatale kærlighed på. Omkring dem danner to velturnerede dansere - Alma Toaspern og Marcus Alexander Roydes - en samling bikarakterer samt en masse følelser, der rumler under overfladen. Nogle fjollede, nogle forbudte, nogle uforståelige, men alle meget ekspressive i Sebastian Kloborgs ganske legende koreografi.

Den enkle og rå scenografi står i stærk kontrast til de livlige og lystige scenarier, ligesom det elektroniske lyddesign af Lydmor (Jenny Rossander) også er meget afdæmpet og køligt. Det skaber en sær dobbelthed af de afgrænsninger pigen møder, og den forråelse hun fører sig selv ud i. For i al leg er der en grænse mellem virkelighed og fantasi, som man bør være bevidst om. 

Alle kan vel lide en lillepige? Være sød ved hende, forkæle og begave hende, samt give hende det hun vil have. Med mindre man kan mærke at der er noget helt galt med det hun vil have. ’Mørkt Forår’ runger af autencitet, og romanen er en af Zürns mest selvbiografiske. Her på teatret flyder grænserne mellem fantasi og virkelighed stadig, og romanens antydninger om psykisk sygdom nedtones, men virkeligheden er at Unica Zürn sprang ud af et vindue året efter romanudgivelsen.