Grimm

Eventyr er ikke hvad de har været. Slet ikke når de unge teaterkræfter på Revolver sætter nye vinkler og ansigter på de klassiske Grimm-fortællinger, hvor de veloplagt går efter det grænsesøgende og gør dem mere grumme, groteske, gyssende og indimellem ganske gak-gak.

Eventyr for, om og med børn - og voksne har læst dem for børnene, men indimellem måske sprunget noget af det vilde eller grumme over, eller måttet snakke om det bagefter. For Grimms historier er ikke kun fantasifulde, men også med uhyggelige detaljer. Tænk bare ’Rødhætte’, ’Hans og Grethe’, ’Rottefængeren,’ ’Tornerose’ og mange flere.

Her starter det med en længere, ret skarp revival af ’Rapunzel’, som jeg slet ikke er færdig med at tænke over, og derefter den for mig ukendte ’Pigen uden hænder’, der gør mig nysgerrig på den oprindelige tekst. Mellem dem jappes hurtige omvendte oneliners om eksempelvis ’Askepot’, ’Snehvide’, ’Frøkongen’ og ’Nisserne’, som måske-måske ikke er gode råd. Såsom "Lader du en frø sove i din seng, skal du holde hvad du lover" eller "Skal du stå fadder til et nissebarn, er du fri om syv år."

Og så går det efterhånden mere bersærk med historier viklet ind i hinanden, og referencer i ulødigt mix. En stakkels flynder, en fløjtende fæl rottefænger og prinsen der er til både dansevise og Piaf. Og så vralter en snefigur ind og man forvirres straks af den hvide kjole og brølet, der snart tager et offer. Hvis man sært nok lige når at tænke Snehvide, så fortsætter det absurde og uforklarlige med fromt oprør, og efter de vilde skrig bliver lydløse, stivner figurerne også. Og kirketemaet bliver en amen-agtig summen i kontrast til "den lykkelige slutning." 

Atmosfæren i Laura Løwes scenografi er fabelagtig. Et stort, nedlagt møllehjul, der kværner langsomt og monotont - senere må de også skubbe det igang, for at holde liv i traditionerne og fortællingerne. En trædemølle og et trummerum, der også bekræftes med skyer, der driver ensartet på bagvæggen. En verden holdt i sort og hvidt. Helt enkelt og så alligevel mystisk, særligt når Løwes bizarre kostumer kommer i spil: Tyroler-inspireret med bjergsus og efterfølgende kirkeånd - også helt i sort og hvidt, men her med større usikkerhed om hvem der er til det gode og det onde.

De tre fortællere - Anton Hjejle, Freja Klint Sandberg og Mathilde Arcel - er fremragende i deres fælles fantasirum, der med mellemrum bliver til mareridt. Som forvildede børn, der er vokset ud af eventyrerne, og nu kæmper for at bryde de klassiske mønstre, men igen farer vild, denne gang i mørket, hvor de famler efter deres åbningsreplik "Alt er godt."

Dramatiker Sonja Ferdinand har gjort ’Grimm’ til en sær størrelse af gammeldags og nutidig. Møllehjulet som hamsterhjulet, ordstrømmen som informationsstrømmen, en abdicerende dronning og en ny konge. Og når pigen skal have tre ønsker opfyldt, plaprer hun først "et slot, en karet og tre hvide heste" men laver det om til "et angstfrit hoved, mere tid med vennerne, og at vågne glad hver dag."

Så eventyrerne er vendt på vrangen, og midt i forfærdelsen kan man ikke lade være med at fornøje sig over de absurde scenarier. Så sært at det er sjovt, eller så bizart at det er gyssende. Selvfølgelig siger de at de lever lykkeligt til deres dages ende, men det er med tunge toner af ironi. Ligesom vekslingen mellem fortælling og gestaltning skaber ironi og afstand. 

Det slutter, hvor det starter - eller omvendt? Livet går videre, og eventyrfortællingerne er stadig de samme - eller er de? Ihvertfald får man lyst til at genopfriske læsningen af Grimm-eventyrerne, og se om de er som man husker dem fra barndommen. Og hvordan ville man tolke dem som voksen, og fortælle dem videre til andre?