Stille slag

Mærker den. Tiden. Det man aldrig har nok af, er der pludselig alt for meget af. Helt gået i stå, låst i afgrænsningerne, resignet til intetheden. Louise Alenius’ nye korværk er en fængslende, nøgtern indføling af livet i isolation. Som stille slag af tid, der mærkes som store huller i kroppen, i sjælen.

Alle mennesker vil komme til at mærke ensomhed - alene, med andre, i dårligt selskab, ved tvang, af eget valg - og emnet er evigt aktuelt, ikke mindst med stadig C19-isolation in mente. Kuldegysningerne starter med det kolde, halvtomme scenerum og udfra de få rekvisitter - seng, skrivebord, tv, køleskab, håndvask, wc, samt bunker med tomme flasker og store platposer med papirstrimler - fornemmer man en daglig trummerum af kedsomhed. Og snart trummer den første sang, hvordan interiøret "slår mig i knæ... slår livet ud af mig."

Alenius har skabt værket sammen med dramaturg Tanja Diers og instruktør Tue Biering over fem tidligere indsattes oplevelser og følelser gennem deres 2,5 til 14,5 fængselsår. Yderst sparsomt på både drama og udvikling, men levende og rå i stemning. De stille slag bliver hurtigt til store knytnæver - i betydningen "du lukker ned" - og gentagelserne i ord og rytmer rammer bredt og tungt.

Ordene flyder knugende stærkt fra syv sangere i flere tonelejer, fra kontratenor Morten Grove Frandsen over den lyriske sopran Julie Meera Albertsen til den dybe bas Gustav Johansson. Fangerne har ingen ord, kun kropsudtryk, der viser smerten forevigt i legemet "Død, men i live." Som tomme kroppe, der konstant rammer monotonien i mad, træning, hygiejne og selv det kreative ender i et plast- og papirhelvede af flaskehals og musetrapper. 

Der er muligvis flere aktiviteter og muligheder i det moderne fængselsvæsen, som ’Stille slag’ ignorerer i sin insisteren på et stemningsværk i stedet for et dokumentarisk. Teksten siger det selv: "Livet uden fortid, er livet uden liv," for man tænker selvfølgelig hvad deres kriminalitet og traumer er. Kan de komme videre efter strafafsoningen? Eller har de heller ingen fremtid?

På scenen flyder fanger og sangere ind i hinanden, og tanken er naturligvis at vi alle er mennesker med samme basale behov og følelser. Alle kan identificere sig med isolationen og/eller ensomheden. Men vi har forskellige måder at takle den og komme ud af den, afhængigt af eksempelvis karakter og erfaring, miljø og muligheder. Som en scene også viser: Da fangerne går amok og en hylelyd vrænger, holder sangerne sig for ørene og trækker sig væk. 

Louise Alenius bevæger igen med smukke, smertende stilletoner som hun perfektionerede i sin første opera ’Silent Zone’ - også med Tue Biering - og som følelses- og stemningsbilleder på isolation er ’Stille slag’ et fuldendt korværk. Man mærker tiden, og smerten af den mistede tid - for ude i verden går tiden hastigt videre. Sluttonerne lyder et lille håb for hvordan man kan slippe fri af isolationsfølelsen, af tidsboblen. Men det føles stadig knugende og usikkert.