Når det bliver morgen

Den japanske instruktør Naomi Kawase er prisbelønnet for sine usædvanlige, sindige og meget følsomme film, hvor lærredet oftest bades i sollys mens kameraet ser melankolsk igennem grene på træerne eller fanger lyset i havets overfade. Den stil fortsætter hun i sin nyeste film ’Når det bliver morgen’. Men den poetiske billedside kan ikke opveje en handling fyldt med plothuller og unødvendig fyldstof i en knap 2,5 timer lang film om moderskabets kompleksitet.

Satoko (Hiromi Nagasaku) og Kiyokazu (Arata Iura) har adopteret sønnen Asato gennem Baby Baton – en non-profit-organisation som matcher uønskede babyer med barnløse par. Parret overtager den lille dreng straks efter fødslen, fra en plaget og ulykkelig skolepige, Hikaru, som møder dem bukkende, grædende og underdanig i nærværelse af sine egne skamfyldte forældre. Seks år efter ringer hun til parret og dukker snart op hos dem – hun vil have sit barn tilbage og truer med at fortælle alle om adoptionen, hvis ikke de giver hende penge.  

Filmen er baseret på Mizuki Tsujimuras spændingsroman, men der er ærligt talt ikke megen spænding her. Handlingen springer mellem nutid og datid, mellem den biologiske mor og adoptivmoren. Særligt grelt er det med en usammenhængende (og faktisk ligegyldig) fortælling om det velfungerende par med fuldtidsjob, som opdager at de ikke kan få børn, noget de forliger sig med, men da de ser et tv-program om Baby Baton, er det pludselig alt de kan tænke på – og spøjst nok første gang de har overvejet eller måske endda hørt om adoption. Det giver ikke rigtig mening.

Der hvor filmen vinder lidt er på fortællingen om Hikaru – fremragende spillet af Aju Makita. Den 14-årige pige bliver kæreste med skolens populær dreng og sammen får de deres seksuelle debut. Hikaru bliver uventet gravid til stor skam for hendes familie. Hun vil ikke af med barnet, men forældrene sætter sig imod og i frygt for sladder, sendes hun (bag en løgn om at være alvorlig syg) væk. 

På en ø ud fra kysten ved Hiroshima bor Fru Asami, indehaveren af Baby Baton. Hendes hus er som et lille paradis for de unge (ofte prostituerede) gravide kvinder, der opholder sig der indtil de har født. De passer godt på sig selv og hinanden, venskaber opstår og flere af dem oplever for første gang at være en del af en slags familie. Det er både fint og rørende. Det er Hikarus liv i de seks år der går fra hun giver sin nyfødte søn bort og til hun igen konfronterer adoptivforældrene. Det er dén historie der er interessant – og den eneste filmen burde have koncentreret sig om.