The Bodyguard - The Musical

Showbiz i højeste gear. Det var Whitney Houston, og med ’The Bodyguard – The Musical’ hyldes hun overdådigt og pompøst. Med glitter og glimmer, ja, men allermest storslået musik, sang og dans.

Whitney var på toppen af karrieren, da hun fik sin skuespildebut på film i 1992, og kærlighedsdramaet ’The Bodyguard’ var en kæmpesucces, soundtracket en endnu større bestseller. Alle fem Whitney-sange hittede stort, med ’I Will Always Love You’ som den mest ikoniske.

Sangen er en personlig favorit for mange, inklusiv undertegnede, og teatermusicalen pointerer den status i to karakterskabende scener. I den første – en af de få scener, der er ændret fra filmens manuskript – sniges lidt humor ind sammen med et glimt bag stjernefacaden. Og så den prangende smukke slutscene, hvor hun først synger hjertegribende til manden alene, og lidt efter for fuld power i glimmerkjole på glimmerscenen til det store publikum. 

Det er øjeblikke som disse, der gør denne musical så fantastisk, de store hitsange (fra årene op til filmsuccesen) giver fuld force på alle tangenter og talenter – fra sprudlende dansenumre til smægtende ballader. Det er nærmest umuligt at vælge favoritter her, men udover signatursangen er det (for mig) ‘I Have Nothing,’ ’Run to You’ og overraskelsen ‘All the Man That I Need’.

De synges eminent smukt og kraftfuldt af stortalentet Andrea Lykke Oehlenschlæger som superstjernen Rachel Marron, der indleder et forhold til sin bodyguard Frank Farmer (Johannes Lassen). Begge ret modvilligt, og begge ret pladask. På typisk amerikansk facon, hvor meget er forudsigeligt, men alligevel fungerer fordi de store følelser spiller max med vokal og musik. Også Lea Thiim Harder (som den forsmåede søster) er fremragende, og hun virker endda nedtonet, hendes vokal er normalt mere facetteret og kraftfuld, som man fornemmer i ’Saving All My Love.’ 

Truslen mod lykke og succes er stalkeren, som David Owe lægger krop til, med meget få ord. Mystisk og foruroligende, oftest i mørke, skaber Jonas Bøgh og Frank Grønbæk med deres effektfulde lys- og lyddesign en kriblende spænding omkring den tydeligt besatte og ustabile figur. Man kan synes der er for meget visuelt lir med pistoler, skud og stalkerjagt – men det virker!

Og sådan er det bare hele vejen igennem dette topproducerede show, hvor de rutinerede showfolk ved præcis hvilke (pop)knapper, der skal trykkes i bund. Igen brillerer scenograf Benjamin la Cour med et scenedesign, der i flot flow skifter udtryk, rum, stemning og sted via videoprojektioner, blandt andet på tre velroterede blokelementer. Og koreograf Sonny Fredie-Pedersen mixer den glade, pæne Whitney-stil med sin seje street dance og tilføjer internationalt kick med otte dansere fra hans LA-crew.

Pragtfuld festforestilling med nye talenter, topspændt energi og visuel forførelse. Samt en imponerende musikalitet, der holder helt til den sidste dansebombe ‘I Wanna Dance with Somebody’ fyres af, af hele castet, imens det stående publikum stadig storklapper og smådanser. Helt klart årets musicalhit!