Ninjababy
KOMEDIE
Premiere 12. august 2021
Åh, hvor jeg dog knuselsker denne norske perle af en film, der er så fin og finurlig og rørende og ikke mindst grine-højt-sjov.
Rakel (Kristine Kujath Thorp) er et kreativt rodehoved der bruger det meste af sin tid på at tegne og som enhver anden gennemsnits 23-årig, er hun ikke bleg for en fest med lidt for meget alkohol, lejlighedsvise stoffer og engangsknald.
Efter udeblivende menstruation, ændrede madvaner og bryststørrelse, opfordrer hendes veninde Ingrid (Tora Dietrichson) hende til at tage en graviditetstest og til hendes store skræk er den positiv. Men chokket stopper ikke der, for da hun møder op for at få en abort, viser det sig at hun er seks måneder gravid og abort er ikke længere en mulighed.
Mor er ikke det, der står øverst på Rakels lister over ting hun vil være. Hun vil være tegneserieskaber, skovfoged, ølsmager, globetrotter ja sågar astronaut, men absolut ikke mor – og så til et barn der er resultatet af fuldemandssex med ”pikkjesus” (Arthur Berning). Nej tak!
Mens hun forsøger at finde ud af hvad hun skal stille op med det uønskede barn som hun bliver nødt til at føde, begynder det lille væsen, som hidtil ubemærket har sneget sig ind i hendes liv som en lusket ninjababy, at kræve mere og mere opmærksomhed.
’Ninjababy’ er baseret på tegneserieromanen ’Fallteknikk’ af Inga Sætre, og hvad der kunne have været en klassisk graviditetskomedie, har fået et friskt twist ved at tilføje en række animationer, der viser Rakels følelser og tankestrømme. Det virker utroligt godt, at vi ser og hører Rakels indre konflikt om ikke at være i stand til eller have ambitionen om at udfylde rollen som mor, men samtidig bekymrer sig om det lille menneske, der vokser i hende.
Der er både morsomme og skarpe dialoger mellem den animerede ninjababy og Rakel, fremragende leveret af Kristine Kujath Thorp. Med troværdighed og komisk talent gør hun Rakels livskrise nem at spejle sig i. Vi forsøger alle blot at finde vores vej i livet og det kan være svært nok i sig selv.
Der er mange fine og rørende øjeblikke, eksempelvis med Akido-Mos (Nader Khademi), et andet af Rakels engangsknald, som hun tilfældigt møder igen til en selvforsvarstime og som hun måske/måske ikke er ved at bliver forelsket i. Eller da hun tilbyder ninjababyen til sin voksne halvsøster Mie (Silya Nymoen), som brændende ønsker sig et barn, men ikke selv kan blive gravid.
Men selvom filmen har mange klaske-sig-på-låret-morsomme situationer, så fjoller den sig aldrig igennem de vigtige og seriøse problemstillinger bag alt det sjove. Og dét er noget nordmændene de seneste år virkelig har markeret sig som mestrer i – at fortælle om unge i kriser på en knivskarp, humoristisk og hjertevarm måde.