En historie om vold

Retten til selv at fortælle sin egen historie. Denne stærke kerne i Édouard Louis’ fortælling om et voldeligt overgreb udfordres eminent fra flere vinkler. Og i det gribende virvar af fakta, fantasi og/eller fiktion skaber dramatiker og instruktør Anders Lundorph endnu en bemærkelsesværdig refleksion.

Overgrebet i sig selv er allerede en heftig historie: Unge Édouard (Andreas Jebro) møder Reda (Patrick Baurichter), tager ham med hjem og de har sex. Med lyst, sjov og samtykke. Men alligevel ender det i voldtægt med pistol og kværketag. 

Som i den selvbiografiske roman (’Voldens historie’, 2017) er fortællingen ikke lineær, men brudt op i scener, som de huskes henholdsvis når Édouard afgiver forklaring til politiet, eller funderer over sine følelser alene. Tidvis afbrudt af samtaler og undersøgelser på hospitalet, samt især søsteren Carlas (Karin Bang Heinemeier) evindelige redegørelser og spørgsmål, ofte henvendt til publikum. 

Så snart historien skal genfortælles, forandres den. Mærket af følelser, erfaringer og forsvarsmekanismer er fortolkningen uundgåelig, og Édouard bearbejder historien for hver gang den er i hans bevidsthed, for at forstå, tilpasse og acceptere. Særligt når han fortæller den til andre, der også har deres egne forudsætninger for at kapere historien, og dermed sætte deres egne ord på den. Og så er historien sluppet fri, til genfortolkning af andre – og den er ikke mere kun hans historie.

Romanens temaer om racisme, klasseforskelle og familietraumer er nedtonet her, så spændingsfeltet ligger mellem homo-sex og -kærlighed. Mest eksplicit i nøgenhed, kys og kærtegn, men også i fagfolkenes attituder, venners reaktioner og søsterens kommentarer om familieforholdene. 

Fra start er der små hints til det utroværdige, det foruroligende, det fortrængte i en historie, der brydes op og deles mellem flere. Imens publikum ankommer, er han i gang med den store rengøring; overfor både politi og læge vil han trække sin anmeldelse tilbage; og flere gange nævnes det at der er noget vi ikke får at vide. Det afklares først i de sidste minutter, men stadig med en subtil vaklen mellem bevidst og ubevidst. 

Nogle vil synes denne ekstra drejning på historien er overkill, og andre vil mene at der er for meget og for påtrængende nøgenhed og seksualitet. Men ingen tvivl om at ’En historie om vold’ er moderne, vigtigt og modigt intimteater – og provokationen fungerer i dette uafrystelige drama om voldens afsmittende væsen. På samme måde som Mungo Parks ’Boys Don’t Cry’, også i Lundorphs regi.