Så længe mit hjerte slår

”Så længe vil jeg elske dig – aaai.” Musikken spiller måske allerede for dit indre øre, med dansktop-rytmer og harmonier. Det er musikken fra den fælles nationale hukommelse, musikken der skratter ud af transistorradioen, på den rødternede dug i mormors kolonihavehus. Dengang danskhed ikke var et højredrejet fy-ord, og hygge ikke var et internationalt brand. 

Med musikken fra Giro 413 er den danske sangskat blevet omsat til den Reumert-nominerede musikforestilling ’Så længe mit hjerte slår’ på Odense Teater i 2018. Nu kommer den på Danmarksturne – og senere Folketeatret – med nyt ensemble, så musikken igen rigtigt kan komme ud til folket.

Historien foregår på og omkring et hospital. Senest jeg så hospitaler på scenen, var det et gysende gensyn med von Triers ’Riget’, og den kropsvæske-væddede samfundskritiske farce ’Hospitalet’ på Sort/Hvid. Dette er noget helt andet. En hjertevarm, nostalgisk og romantisk lægeroman, om sygeplejersken Anne, der med tid finder sig selv, lidt sent i livet, og lærer at gå sin egen vej.

Anne (Marie Mondrup) har for nyligt sagt farvel til sin mor på hospice, til tonerne af ’Lille Sommerfugl’, en farvelsang til den smukke og skrøbelige mor i sengen. Hun drukner sorgen og det faktum at hun ikke rigtigt har et liv udenfor arbejdet, nu hvor moderen er gået bort. Hun takker ja til overarbejde, uge syv, fredag aften, lørdag aften, juleaften, dagvagter, aftenvagter og nattevagter, og er en rigtigt god kollega. Hun er en endnu bedre sygeplejerske, og tager hånd om de triste og sårede patienter – som soldaten Aske (Rasmus Fruergaard), der får opmuntring og en sang med på vejen. 

Til ’Er du dus med himlens fugle’ får sygeplejersken og soldaten selskab af pindsvin, egern og selvfølgelig rødkælk og kronhjort, som de sammen kan smile til, og det er med filmisk finesse hvordan den sterile hospitalsgang, gang på gang omdannes til eventyrlige scener a la Almodóvar, takket være scenograf Helle Damgård og selvfølgelig dramatiker/instruktør Heinrich Christensen.

Det er dog ikke soldaten, der på bedste Morten Korch-manér får sygeplejerskens hjerte til at slå, men hospitalets nye overlæge Henrik (Tom Jensen). Han er en rigtig Gustav Winckler-type, en veluddannet svigermors drøm, som Anne straks smaskforelsker sig i, og de to indleder en affære, selvom han både har kone og børn. Han ta´r hende kærligt på gajolerne, og hårdt op ad sofaen og i rengøringsrummet på arbejde, men mon han er klar til at tage ansvar?

En anden mand, der måske går fra sin kone, er figuren Janus (Morten Christensen), der er udbrændt. Sjældent er udbrændthed blevet præsenteret på så komisk og effektiv facon, som med duetten mellem Morten Christensen og Marie Nørgaard. De er smeltet sammen i en alt for stor sweater, og en hverdag der går i ring, og genskaber en af revyhistoriens store klassikere, ’Livets Gang’ (Pensionistvisen) fra Cirkusrevyen 1980. 

Janus frigør sig fra konen – og den alt for store sweater – og får sig en ny ven i Mads (Søren Birch Plum) på hospitalsstuen. Til Jodle Birgers countryguitar og ’Rigtige Venner’, udspilles en ’Brokeback Mountain’-agtig tango med hvidt hospitalsundertøj, inderlighed og en stor discokugle.

En anden skøn romance står mellem de to skuespillere Troels II Munk og Sonja Oppenhagen, der var små børn dengang Otto Leisner først introducerede Giro 413 på radioen. Deres karakterer Hedwig og Carl får ’Den allersidste dans’, og genforenes i gallatøj i et af stykkets sidste scener, efter et mareridtsagtigt demensforløb, der næsten ikke er til at bære. Den omskiftelige scenografi udnyttes til fulde, og hospitalssengen er både et lille sejlskib, en elskovsrede, operationsbord, et sted hvor livet ender, og et sted hvor det begynder. 

’Så længe mit hjerte slår’ får i den grad hjertet til at banke for samtlige karakterer, og det kan være svært at klandre hende, der sidder skråt bagved og bliver ved at synge med på hitparaden af danske sange, som endnu en gang er kommet i rotation for mit indre øre. En lang liste evergreens, der opført med enorm humor og originalitet alle fortjener spalteplads. Ligesom hospitalsklovnen, den junkielignende fødende løvinde og Heksedansen som burlesque. Det er absolut fantastisk, og hele familien rundt i landet må løsrive sig DAB-radioen og samles om dette nostalgiske og originale nye danske musikteater.