Lehman Brothers

Lehman Brothers er associeret med finansiel krise, lyssky investeringsmodeller og New York. Men de repræsenterer meget andet, og det viser forestillingen ’Lehman Brothers’ usandsynlig godt. Det er noget af en mundfuld, Peter Langdal og co. har kastet sig over: Historien om kapitalismens Amerika, mere end 150 år om den amerikanske drøm fortalt på 2 timer og 45 minutter, men vi er underholdt hvert et øjeblik. 

Det starter i 1844, hvor den ældste Lehman-bror (Henrik Lykkegaard) ankommer til det forjættede land og slår sig ned i Montgomery, Alabama – hurtigt efterfulgt af sine to brødre (Johannes Lilleøre, Anders Budde Christensen). I en forretning, der er 64 gulvplanker stor, starter drømmen, og de første spæde skridt til imperiet trædes.   

Herfra guides gennem slavetiden, bomuldssalg, borgerkrig, kaffe og kul, jernbaneskinner og olie. De suser gennem amerikansk historie set gennem kapitalismens årvågne blik. Her er ingen ideologi om slavers frihed, jernbaneskinners indtagelse af det amerikanske land, nej, her er ambitionen at tjene penge; hvor er guldet? Og det er Lehman-brødrene gode til, deres efterkommere endnu bedre – lige indtil grådigheden æder det hæderkronede navn op. 

Scenografien er simpel. En sort tavle, der ivrigt skrives på, udgør baggrunden og tre hvide, store legoklodslignende tingester står på scenen og skubbes, væltes og modelleres, så man tænker på Lars von Tries ’Dogville’. I stedet for at lade scenografien fortælles os om tiden, om rigdommen og om udviklingen, så er de tre skuespillere ansvarlige for fortællingen. De afløser hinanden i hastigt tempo, de træder ind og ud af roller, nogen gange fortæller den ene og de andre spiller en scene. 

Det fungerer glimrende, og de tre skuespilpræstationer er intet mindre end sublime. De starter som tre brødre, men tonser gennem forestillingen som efterfølgere, købmænd, koner og what not. Det lyder måske forvirrende, men er så gennemført, at publikum ikke et eneste øjeblik mister tråden. Det er intet under, at vi udsættes for to gange et kvarters pause, for hold da op, hvor de giver alt, hvad de kan trække.

Jeg frygtede en al for løftet pegefinger-kritisk tilgang i forestillingen, men den italienske manuskriptforfatter Stefano Massini blander den hæsblæsende udvikling med familiekrøniken om The Lehmans. Som publikum sidder man tilbage med en både hjerteligt, kynisk og fascinerende fortælling. Vi ser transformationen fra arbejdsomhed, viljen til helt apolitisk og kynisk at kunne se penge i alting til vanvidskapitalisme med salg af aktier og luft, som ingen rigtig forstår; fra købmænd til luftkasteller. 

Vi oplever fortvivlelsen fra de ældre og begejstringen fra yngre, da man ikke længere sælger håndgribelige ting, men i stedet handler med aktioner, obligationer, investeringer, og vi fornemmer tabet af ordentlig opførelse, respekt for jødiske traditioner til fordel for coke-sniffende, aggressive børsmæglere med en hverdag, der aldrig stopper, fordi der altid er endnu et åbent marked. 

’Lehman Brothers’ er for alle! Fortællingen er fængende, sjov og underholdende. Man kan ikke andet end undre sig over, at det er 11 år siden finanskrisen udviklede sig drastisk og alvorligt – og vi synes ikke at have lært noget.