I nat kommer krigen hjem
DOKU-DRAMA
11. april - 11. maj 2019
Teatret ved Sorte Hest
Risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er lille. Der er langt større fare forbundet med at sætte sig op på cyklen og køre gennem København i myldretid. Ikke desto mindre er det de senere år blevet en iboende frygt for mange; det er noget, man tager stilling til.
Derfor er det helt oplagt, at scenekunsten beskæftiger sig med emnet som på Teatret ved Sorte Hest. Forestillingen ’I nat kommer krigen hjem’ har terrorhandlingen på den satiriske ugeavis Charlie Hebdo i Paris som omdrejningspunkt.
Samtidig er det en svær størrelse, for hvordan griber man noget så nærværende kunstnerisk an? Her skaber instruktør Christoffer Berdal og de to dramatikere Joan Rang Christensen og Kristian Tingholm Erhardsen fundamentet med en mailkorrespondance mellem to dramatikere. De spilles af henholdsvis Marie-Lydie Melono Nokouda og Johannes Lilleøre, som opfører korrespondancen, der strækker sig fra februar 2015, hvor angrebet på Charlie Hebdo dræber 13 mennesker, til forestillingen bliver sat op.
Grebet – formentlig for at gøre det fire år gamle angreb aktuelt – fungerer dårligt. Det er simpelthen en tand for meta: Vi får at vide, at de skriver som vanvittige, men vi hører kun de mails, der bliver kastet frem og tilbage. Vi hører om frustrationen, men vi kommer aldrig videre; hvad handler det om? Der bliver stillet store spørgsmål som ”er der noget begavet at sige?” og ”hvad er det, der ikke er blevet sagt?”
De bliver aldrig besvaret. Det er måske for meget at forlange, men spørgsmålet er, om de så skulle stilles. I stedet kaster stykket sig ud i en motivforskning, der ender i nogle lommefilosofiske bevæggrunde: Kan det være Frankrig som kolonimagt, der er skyld i terror i dag? Er det grundet krigsførelse i andre lande? Vi kommer aldrig længere. Det er lidt ligesom at være til en rødvinsaften med vennerne, hvor der, jo mere vin der ryger indenbords, kommer flere og flere røverhistorier, der stritter i alle retninger.
Emnet er svært. For det er nærværende, og det piller i noget fundamentalt i alle mennesker; frygt og forståelse. Det er fedt, at nogen tør, men det er altså som om kagen ikke er helt færdigbagt, for ’I nat kommer krigen hjem’ kommer aldrig nærmere det, vi alle hungrer efter: En forståelse. Af terroren og af ens egene irrationelle tanker.
Scenekunsten kan, når det er bedst, være enormt forløsende. Den kan gøre vores tanker levende menneskelige. Den kan provokere og udvikle. ’I nat kommer krigen hjem’ gør desværre ingen af delene.