Smerte og ære

Antonio Banderas er velnok den skuespiller, der gennem årene har været tættest på legemliggørelsen af Pedro Almodóvar – yderst som inderst, præferencer som de facto. Det topper i ’Smerte og ære’, som dog også udruller flere parallelhistorier og dermed flere inkarnationer af den spanske filmauteur. Memoirer eller ej, så leverer ’Smerte og ære’ en god portion eftertanke. 

Banderas vandt Cannes-skuespilprisen i år, og hans afdæmpede spil på mere besindige følelser rammer rent og rørende. I ’Smerte og ære’ kommer han endnu tættere på den sårbarhed som Almodóvar ofte har gemt under farverigt interiør, flamboyante karakterer og temperamentsfulde tableauer. Sjældent har hovedkarakteren været så helbredsmæssigt plaget og følelsesmæssigt splittet mellem det han selv omtaler som ”drama eller komedie – det ved man aldrig før…”

Svaret ligger i instruktør Salvador Mallos (Antonio Banderas) historie, og den er fyldt med de karakteristiske katolske referencer overfor den filmiske passion, som Almodóvar altid vellykket mixer sin æstetik og dialog med. Moren (Penélope Cruz), der erkender at sønnen er en drømmer, men alligevel tvinger ham på præsteseminar. Håndværkeren (César Vicente), der vækker ukendt passion og inspiration. Kollegaen og rivalen (Asier Etxeandia), der ender med at blive en forløser – af både smerte og ære – gennem ny forståelse for afhængighed, sjæleligt som kunstnerisk, til gensyn fra fortiden (Leonardo Sbaraglia).

Smertebilledet dominerer fra start – fra kreativitetsblokaden, over heroinafhængigheden til den manglende passion – men æren sniger sig elegant og rørende ind via fortiden. Der er en forbindelse mellem krop og sind, som forløses ved indsigt og eftertanke, men som også kræver en lille anderledes provokation. En svær balance, som Almodóvar og Banderas løser med mindre melodrama, og mere autenticitet. 

Fiktionen i filmen er bekendelseslitteratur, men som instruktøren siger: ”Jeg vil ikke genkendes”. Så en del svar må man selv finde her, for de løse ender vikler sig lystigt rundt om hinanden i denne Almodóvar-svada om længsler og ønsker, personlige som professionelle, svøbt tur-retur til ’el primer deseo’.

Følelsesmæssigt flyver filmen også vidt omkring – fra barndom til alderdom, glæde og smerte, stolthed og ære – og et nyt meta-lag topper, imens det sidste billedtableau toner ud. Men selvom der er en fornemmelse af ufærdigt værk, så ved Almodóvar præcis hvad han gør: Bevarer filmmagien for evigt.