Den flygande holländaren

Malerier af særlig tekstur og stærke kontraster. Essensen af Wagners første store operasucces er fanget i kunstneriske brus, og den kvindelige hovedkarakter har en overraskelse i sine penselstrøg. Her bliver drømmene og forbandelserne til en helt ny virkelighed.

Fra den flotte, kraftfulde ouverture anes symboldriften i denne nytolkning: Der er intet skib! Kun forestillingen om det i mørket, hvorfra den dystre kaptajn dukker op og går hvileløst rundt blandt publikum. Der er gået syv år siden sidste landgang og muligheden for at finde det eneste, der kan redde ham fra evigt forbandet havsejlads: En kvinde, der lover ham troskab.

Hans skæbne er Senta, og ouverturen føles som hendes mere end nogensinde før. En stærk og foruroligende introduktion af en lille og dernæst ung pige, der ved udsigten til nattehavets skib med blodrøde sejl, sorte master og en mystisk, bleg kaptajn drømmer sig væk fra sit dukkehusagtige værelse. Så mørk er hendes længsel at hun konstant pensler løs på et kulsort maleri – som hun hænger op foran vinduet når lyset trænger sig på. For Senta er det mørket, der drager; og lyset, der blænder. 

En anelse symboltungt, ligesom den store sortbejdsede rotunde, der åbner og lukker sig om Sentas liv i 1.akt, og ellers bare åbenbarer det sorte hul, hvorfra spøgelsesskibet aldrig anes. Kontrasten i Sentas hushygge er markant – flyttet fra norsk fjord- og fjeldby til svensk Dalarna-idyl, og optimeret med naturlyst romantik direkte fra Carl Larssons malerier. Dermed også effektivt, da 2.akts fest i det grønne vendes til dødsens sort, for at hollænderen kan vende tilbage til sit skib sammen med Senta. 

Slutningen har et lille tvist, men en stor omvæltning i Wagner-universet, hvor kvinder ofrer sig for deres skæbnemænd. Men det er blevet så trendy at nytolke de selvopofrende og/eller dødsdømte sopraner til stærke kvinder, der har deres egen agenda, så her får Senta kunstnerrollen og går fra hvid til sort frelser. Ideen med hendes symbolske dybsorte maleri er dog ikke helt klar – eksempelvis når der trædes ind og ud af det til sidst. 

Det nye Wagner-stjerneskud, svenske Cornelia Beskow – uddannet på Operaakademiet i København – er fantastisk som Senta, med en overbevisende dramatisk kraft, samt robust og skarp klang, som passer til den unge Sentas drivkraft. Hun matcher sin hollænder eminent i både en-, to- og trestemmige højder. Han er dragende dunkel i skikkelse og tone af den østrigske basbaryton Josef Wagner, og hans dæmoner dominerer stemningen fuldt ud.

Så selvom nytolkningen af ’Den flygande holländaren’ ikke folder sig helt effektivt ud, så fascinerer og griber hollandske Lotte de Beers opsætning alligevel som en musikalsk og visuel helhed, der vover lidt mere end andre. Som så ofte på Malmø Opera.