Lohengrin

Store, truende fjer svæver i det kulsorte bagland. I stedet for den stærke svane, der er så synonym med denne Wagner-opera, er der nu kun fjer tilbage. Alligevel er ’Lohengrin’ stadig ingen fjerlet operaforestilling.

Symbolikken er tung, teksten tynges af gudemagt og musikken ulmer af undergang. ’Lohengrin’ er som en mytefortælling, der hellere vil være eventyr. Men emner som krig, magtbegær, svig og død er umage livtag for lykke, og selvom trolddom kan være både god og ond, så er de positive noder kortvarige for svaneridderen Lohengrin og hans brud Elsa.

Plottet er tyndslidt allerede midtvejs, og det er mere til irritation end til spænding, at den hvide ridder – her sølvklædt – ikke vil eller kan afsløre navn og herkomst. Og det bliver kun mere absurd når hemmeligheden afsløres med hellig gral, broderskæbnen og endegyldig slagmark.

Musikken rør og rusker for fuld styrke – og det udvidede operakor imponerer med overvældende kraft, variation og tonelejer. Indimellem savner man strygere, men til gengæld blæser nogle heftige horn fra både parket og balkoner i alle tre akter. Fremragende dirigeret af russiske Alexander Vedernikov – med en fjer!

I orkestergraven virker fjeren, på scenen går det mindre godt med at svinge fjeren som styrkesymbol. Flere bliver såret slemt at et enkelt vift, og det synes temmelig fjollet at se en brynjeklædt hær slå an til kamp – med fjer! Der skulle den tyske instruktør Nicola Raab have svunget kreativiteten mere mægtigt. For fjerene er ganske flotte scenografisk – i mega-størrelse – og bringer lidt poesi til den ellers betondunkle og trætunge borgmur med skæve vinkler, metaldøre og svalegang i alt for meget stilstand.

Ligeså statisk bliver livet indenfor murene i denne middelalderkreds, for når karakterne bevæger sig er det trælse traveture, der skaber afstand mellem dem. Eller koret, der rykker i samme formationer og ender i ens positurer. Man savner i høj grad kemi eller interaktion mellem folk, og mod slut er man relativt ligeglad med hvem, der lever eller dør.

Minimalisme kan sagtens fungere – det viste Nicola Raab med sin blændende opsætning af ’Otello’ for et par år siden – men når også solistpræstationerne mangler glans, er det svært at holde gejsten oppe. Som Elsa ses den eneste danske solist, Anne Margrethe Dahl, hvis sopranklang ikke er typisk Wagner, men hendes følelse og indlevelse rør som altid. Hendes modspil er den finske mezzosopran Tuija Knihtilä som er kraftfuld, men mindre nuanceret i sin ondskab. De mandlige gæstesolister kan godt pakke sammen – ingen har hverken styrke, karisma eller dramatisk udtryk nok til denne Wagner-mystik.

’Lohengrin’ er ikke endnu en fjer i hatten for Det Kongelige, der ellers kører et interessant – og indtil nu ret vellykket – operarepertoire denne sæson. Fjersymbolikken falder desværre tungt på gulvet, sammen med karakterne og handlingen. Heldigvis spiller musikken stadig, og afværger lidt af bumpet.