Kapernaum

Nogle mennesker burde ikke få børn! Det mener knøsen Zain – og sagsøger sine forældre for at han er blevet født til en verden af slum og hjerteløshed. En ret original ide, men desværre forstyrrer dens retslige fremstilling en del af troværdigheden og den ellers ret rå realisme i ’Kapernaum,’ hvis afsluttende følelsesboble er tæt på at briste.

Zain (Zain Al Rafeea) er omkring 12 år, ser yngre ud, men opfører sig mere modent. Hjemmet er et virvar af 6-7-8 børn, og forældrene har ingen fødselsattest og/eller identifikationspapirer på Zain – eller de andre? Deres ide om børneopdragelse er en ankellænke til den mindste, gadesalg af smårådden juice for de mellemste, indkogning af Tramadol i tøj hvis udtræk den ældste bror i fængslet kan oveleve på, samt en deal om kyllinger og husly for den 11-årige datter Sahars (Cedra Izam) ægteskab med den skumle hus- og shopejer Assaad (Nour el Husseini).

Efter skrig, skrål og slagsmål skrider Zain, og under sin målløse flakken møder han etiopiske Rahil (Yordanos Shiferaw), også uden ID-papirer, og ender alene med hendes drengebarn Yonas (Boluwatife Treasure Bankole), da hun pludselig forsvinder. Desperationen vokser, imens overlevelsesmulighederne skærpes i ny umenneskelighed og kriminalitet.

Den libanesiske instruktør Nadine Labaki har skabt et nøgternt og virkelighedsnært drama fra Beiruts værste slum – med en stor del non-professionelle aktører fra området. Inklusiv vidunderlige Zain Al Rafeea, syrisk immigrant, der sidste år fik opholdstilladelse i Norge. Filmen er altid i øjenhøjde med Zains miks af dristighed og sårbarhed, der griber i hjertekulen fra start til slut.

Desværre er rammefortællingen i retssalen også i børneniveau, argumenterne er simpelthen for naive – advokaten er i øvrigt instruktøren selv – og da dommen rammer, føler man at filmens vigtige præmis afplattes. Balancen halter mellem den menneskelige og samfundsmæssige kritik, og slutbillederne får for meget affekt. 

Man kan ikke undgå en vis nysgerrighed overfor den mystiske titel, men det er en ekstremt omstændig udledning i jagten på den mening. Kapernaum har rigtig mange referencepunkter, hvorom de fleste synes behæftet med usikkerhed. En israelsk oldtidsby, hvor Jesus udrettede mirakler. Derudover en redelighed af soning, renselse, trøst, heling og lignende. Og tilmed en moderne tolkning om forvirring og rod. 

Filmen har ingen direkte referencer til nogen af disse, men mon ikke ’Kapernaum’ slår sine hjerteslag for at miraklernes tid ikke er forbi? Realistisk, hjerteskærende og tankevækkende – med en snert af håb i Zains virkelige historie.