Second Act
KOMEDIE
Premiere 17. januar 2019
Her er noget så sjældent som en romantisk komedie om fortrydelse. Faktisk er det ikke som sådan en romantisk komedie. Det er mere en komedie med romantik, venskab, hjertevarme og dybde, som cirkler rundt om emnet fortrydelse, og al den frygt det kan give at tage nogle valg man fortryder senere i livet.
Maya Vargas (Jennifer Lopez) er i starten af fyrrene, har det trælse job i en forstad til New York, hvor hun ikke bliver anerkendt for sin kunnen, fordi hun ikke har gået på college. Hun får ikke forfremmelsen, og da muligheden i stedet byder sig for et job hun ikke er kvalificeret til – fordi gudsønnen har fiflet med hendes cv – så tager hun naturligvis chancen og lander et job i den konkurrenceprægede hudplejebranche.
Alt det har vi set og hørt før, i film som ’Working Girl’. Men finten i ’Second Act’ er at working-girl-historien faktisk bare er rammen om en anden fortælling om fortrydelse. Nemlig fortællingen om at have bortadopteret et barn, og hvordan det påvirker ens fremtidige valg. Og det er en modig historie at pakke ind i rom-com-skabelonen.
Selvom filmen her og der tager klicheagtige skabeloner i brug, og hopper lidt for nemt frem i handlingen, så bliver filmens aftryk alligevel noget dybere end den gennemsnitlige komedie om en kvinde midt i livet. ’Second Act’ er troværdig i sin varme, sin direkte dialog, den forfriskende instruktion og så giver den sit publikum noget håndgribeligt med hjem: Et klokkeklart budskab om at vi alle har lov til at få en second chance.
Fordi vi er mennesker. Fordi nye chancer ikke nødvendigvis er noget man får af livet. Nye chancer er noget man selv tager, så længe man ikke lader frygten stoppe en. Det er et sandt og vigtigt budskab, fordi frygt er en væsentlig menneskelig betingelse i vores vestlige verden, hvor de fleste af os har muligheden, for næsten alt, hvis vi tør tage den.
’Second Act’ har en moden ægthed I sin tone og så er den sjov, hvilket ikke nødvendigvis i dag er en kvalitet i enhver komedie. Humoren siver blandt andet ud af filmen via Leah Remini, som spiller Mayas bedste veninde Joan, i en storbandende, fandenivoldsk stil, som kun klæder filmen og de to skuespillerinder. Remini og en mere moden Lopez får i den grad den her komedie til at virke og får budskabet ud over rampen.
Så er du midt i livet, og er du kvinde, så inviter veninderne på en damefrokost og slut så af med at se ’Second Act’. Når du har set den, vil du men garanti få lyst til at gå hjem og tage en chance: Ringe til den mand, udfylde den ansøgning, bestille den rejse eller påbegynde den uddannelse. For livet er kort, og det skal tages alvorligt, ligesom dine drømme og dine chancer!