Destroyer

En usympatisk hovedkarakter, som er ret svært at holde af og endnu sværere at identificere sig med. Ikke ligefrem det filmmagere gør sig mest i, og især ikke de kvindelige, instruktører som skuespillere. Men Karyn Kusama og Nicole Kidman gør det vildt og utøjlet i ’Destroyer’.

Kidman har før toppet med at transformere sit ellers meget karakteristiske udseende, men aldrig så rå, rådden og desperat som her. Hun lever virkelig op til titlen, og Kusama går direkte på hendes hærgede look fra første scene: Hævede mørkrandede øjne, vissen-fregnet hud, indskrumpne kinder, sprukne læber og hak i tuden. Hun ligner en infight, der har nået sit endemål og nu kan slippe det krampagtige tag, der har fortæret hende i alt for mange år.

Et 17 år gammelt undercoverjob, der gik galt, rippes op i flashbacks sideløbende med den nutidige hændelse, der giver LAPD-efterforskeren Erin Bell mulighed for at søge afvikling. Bandeboss Silas (Toby Kebbell) er tilbage, og Erin følger sporene af lilla skejser, eks-veninder og korrupte magtmænd til det forventelige showdown.

Der er en god sjat western-attitude i Kusamas storbyørken, der søger Los Angeles-områdets åbne landskaber og hurtige skud fra hoften. Kusama er velfunderet i den testosteron-drevne filmgenre – siden gennembruddet ’Girlfight’ – men Erin er den mest hårdhalsede antihelt deriblandt. Hun er totalt badass, som en kvindelig Dirty Harry helt ned til det vredt skulende blik og sammenbidte no bullshit-mule, der bare venter på at leverer det næste insult og/eller skud.

Desværre føles det en tand for hektisk med tre beretninger sideløbende, og det går mest ud over datterens forløb med upålidelig kæreste, oprør i blodet og ekstrem antipati overfor sin mor. Filmen forsøger muligvis at spejle mor og datters forhold til hver sin kriminelle mand, der kan ødelægge deres liv. Men det dør langsomt i klicheer om den udslidte mor, der kæmper for, med og imod datteren i håbet om at hun lærer af sin mors fejl og får et bedre liv.

’Destroyer’ er en sær bastard af et thrillerdrama, hvor der er få personer at holde af og måske endda forstå. Men historien fænger med det rå fordærv nogle mennesker ikke kan undslippe, når de konfronteres med omgivelser og oplevelser, der nedbryder sind og krop.