Rekonstruktion Utøya

Dette er den tredje film om Utøya indenfor forholdsvis kort tid. Men hvor ’22. July’ (instrueret af Paul Greengrass) og ’Utøya 22. juli’ (instrueret af Erik Poppe) har valgt en fiktiv ramme til at skildre Norges største terroristangreb, er det her fire overlevende, der får lov til at fortælle deres historie om, hvordan de slap fra øen med livet i behold. 

Lad det være sagt med det samme: Kan man se denne film uden at blive det ringeste påvirket, er man enten borderline psykopat eller voldsomt ufølsom (eller måske begge dele). For hvordan kan man på nogen måde forstå en så sindssyg handling, som kostede 69 menneskeliv, hvoraf de 33 var under 18? 

Rakel, Mohammed, Jenny og Torje var alle på Utøya den 22. juli 2011. Og sammen med 12 unge mennesker rekonstruerer de over en 14 dages periode i et filmstudie i Nordnorge deres handlinger fra det øjeblik, de indså, at der blev skudt på øen. 

Gaffatape på jorden markerer klipper/telte/bygninger og det kunne sagtens virke kunstigt og som en fremmedgørende effekt. Men det gør bare historierne mere virkelige. Også fordi der jævnligt krydsklippes til de fires reaktioner på at se deres flugtrute levendegjort via stedfortræder. Især Torje er en meget engageret instruktør, som gerne vil se en særligt ubehagelig episode flere gange. Men som også er klar over, at oplevelserne på Utøya har gjort ham i stand til at slå følelserne fra og til, når minderne bliver for smertefulde. 

Det er fire meget velformulerede unge mennesker, som er i stand til at genfortælle og reflektere over den værste og mest traumatiske oplevelse i deres liv. Dødsangst, panik, heroisme og overlevelsesinstinkt – og ikke mindst held og tilfældigheder – er en del af alles historie, som blander sig med små detaljer og minder om døde venner. Og alt det bliver fortalt ganske nøgternt, men med en stadig mere påvirket gruppe udenom de fire, som tydeligvis bliver mere og mere følelsesmæssigt berørt af de historier, de genskaber.  

I disse tider med højreradikale partier på fremmarch verden over kan det være svært at bevare optimismen, men på nærmest mirakuløs vis lykkes det at slutte ’Rekonstruktion Utøya’ med en grad af positivitet, der forbløffer. Og som er endnu en grund til at dette er en af årets absolut væsentligste film.