Kat på et varmt bliktag

Gyldne øjeblikke af løgnagtighed, der får familien til at springe rundt som festaber og skråledronninger. Tennessee Williams’ eminente klassiker er stadig et ægte sydstatsdrama, men 70er-ånden har overtaget med guldlamé glitrende over de hede kradsemærker.

Glem den splendide, frodige bomuldsplantage, her er kaktusstikkende ørkenflækker tæt pakket med simpelt interiør og trommesæt i total bad taste-ballade, så intimiteten bliver ydermere vulgær. Røvballe i både kæmpegardiner, livemusik og det blottede ægtepar, der som de eneste – måske – vil prøve at gøre løgn til sandhed. 

Instruktør Minna Johannesson og scenograf Christian Friedländer går – i opdateringen fra 1950erne til 1970erne – efter det vanvittige i den tyranniserende familiefest, hvor Big Daddys (Olaf Johannessen) terminale kræftdiagnose skal holdes skjult for ham og Big Mama (Ditte Gråbøl), indtil arvepotentialet er på plads.

Det er næsten ved at gå over gevind med den febrilske storebror Gooper (Mikkel Arndt) og hans kone Maes (Kitt Maiken Mortensen) snigen og snagen. Men det er unægtelig burlesk-sjovt, når de og/eller deres fem udklædningsunger tripper rundt i sygt timede afbrydelser af misforstået takt og tone med amerikaner-hymner som ’Oh my Darling, Clementine’, ’When the Saints go Marching in’ og ’Amazing Grace’.

Med replikken ”I brænder mine indvolde op!” tillægger patriarken familien sine smerter, men inderst inde ved han måske godt at noget mere alvorligt er ved at tage livet af ham. Godt tilsløret, ja, ligesom den seksualitet lillebror Brick (Patrick Baurichter) heller aldrig vil tale om. Trods både viven Maggie (Johanne Louise Schmidt) og Big Daddy prikker til historien om football-vennen Skippers død og starten på druksumpen.

Det er de to store løgne i familien, de andre er ret gennemskuelige og vælter lystigt frem af gardiner, under møbler og op ad metalpalmer: pengegriskhed, ugengældt kærlighed, misundelse, uforløste drømme, respektløshed, egoisme, undertrykt had og selvbedrag. Plus/minus.

Komikken dominerer, så nogle af de alvorlige scener får et (gyldent) overfladeskær, som er mere 70ernes skødesløshed end 50ernes bornerthed. Teksten er ikke rent tilpasset den nye scenografi, men oversætter Madame Nielsen har essensen med af især patriarkalske grovbidder, og en lille fin detalje med hentydning til titlens metafor i Big Daddys slutreplik.

For titlen handler ikke kun om de seksuelle løgne, Maggie the cat spinder sig omkring i en vis nydelse. Andre karakterer holder også deres vante selvpineri i svir, og det er vel kun Big Daddy der altid har spillet med åbne kort og søgt at stoppe intrigerne. Med brændende indvolde.

Olaf Johannessen er en fysisk spinkel Big Daddy, men han fylder rollen ud med sin slagkraftighed og nærvær, der i øjeblikke viser jovialitet under den buldrende kynisme. Johanne Louise Schmidt er skøn som Maggie, men alligevel lidt for sød i sin sarkasme, der ikke har nok bitter skarphed til at det virkelig kradser i Bricks facade. Modspillet fra Patrick Baurichter er da heller ikke så sydende gement som ventet, han er mere ligeglad, lammet af spruttrangen. Man savner at fornemme den hede, lede seksualitet, de har brændt op mellem dem, siden den ulødige affære med vennen Skipper.

En sidste stor løgn kommer fra titelkarakteren, udspekuleret og smigrende, som en sidste trommehvirvel af desperation. For nogen har nok luret at alle årene med løgnagtigheder har gjort Big Daddy immun overfor manipulation, han gør som han selv lyster. 

Så katten og hendes drukmås skal naturligvis have den sidste tvetydige snak om at gøre løgnen til sandhed – et replikskifte, der i dramaets mange versioner har gennemgået flere omskrivninger, og her får Maggie igen smidt det gyldne lag på. Mere 70er-ånd, og blødere end den oprindeligt knurrende kvinde, der får sin vilje.