Holiday

Hendes krop er udstillet fra alle vinkler. Som en model, en dukke, et forbrugsgode. Men det er ikke kun omverdenen, og især mænd, der ser og opfatter hende sådan, hun gør det også selv. Meget selvbevidst og køligt poserende søger hun opmærksomheden og attråen. 

De første spejlinger – i andres attituder, meninger og reaktioner, eller mangel på samme – virker ganske uskyldige, men snart forsvinder naiviteten fra hendes egne mere nærgående spejlsessioner. Helt tydeligt er hun i gang med at forme sig selv, og manipulationen ekstenderer fra ydre til indre. Og bliver en udfordrende grænsesøgning, fra skødesløst til vildt og voldsomt.

Svenske Isabella Eklöf – der velfortjent vandt PIX-Talentprisen – balancerer modigt og effektivt gråzonerne i et forhold rådrevet af status, magt og objektivisering. Sascha (nøgent og iskoldt spillet af Victoria Carmen Sonne) er narkosmugleren Michaels (Lai Yde) nyeste bimbo, netop indlemmet i familien via pengetransport fra Danmark til Tyrkiet, smaragdøreringe som velkomstgave og besidderisk sex i tilgift. Så er der ferie, sol og fester, så længe begæret rækker. Hans som hendes, for hvor starter og stopper det egentlig, med mandens eller kvindens opførsel?

Faktisk er intet skjult her – det varer bare lidt før man rigtig forstår hvad der foregår. Narkobossen flasher sine penge, sine stoffer og sit slæng – så højrøstet og ublu som muligt. Allesteds demonstrerer familien deres dårlige manerer og kaster sig ud i den ene sanseløse driverfest efter den anden, kun afbrudt af tæsk fra bossen når de har fucket up i forretningerne. 

Således er reglerne ligetil, og det meste fungerer efter devisen: Det man ser, er det man får. Den tyrkiske solkysts vand er ligeså blåt, lækkert og dybt som disse lowlifes vilkår er rå, vulgære og overfladiske. Det er simpel overlevelse ved at rette ind og acceptere ubehageligheder af varierende grad. Udefrakommende har ikke en chance, deriblandt hollandske Tomas (Thijs Römer), som Sascha har vist lidt for meget interesse.

I skarpe øjeblikke udstilles mændene også, deres afstumpethed ofte udtrykt i slående, grovkornet humor. Men i særhed Michael, når han – afklædt som påklædt – er led og rå i sin nedgøren af andre for at pointere sin status. Volden er som vanligt, men de seksuelle knubs er banebrydende. Særligt den centrale sexscene på villaens hårde gulv – igen til frit udsyn for alle – er ægte, chokerende og voldsom. Om man tolker den som konsensus eller ej. 

Det er Eklöfs – og medforfatter Johanne Algrens – geniale og modige balancegang, hvor filmens stilistiske ambivalens og distance vil skabe delte meninger og følelser om den unge kvinde. Og selvom realismen brydes lidt til sidst, dramatisk som humoristisk, er budskabet soleklart i det sidste blik mod kameraet, balancerende på forreste skibsræling.