Byen

Der er hverdagen – og så er der forestillingen om hverdagen. Det er britiske Martin Crimps prisvindende ’Byen’, der er blandt hans mest typiske lige i fjæset-dramaer. En raffineret leg med virkelighed og drøm, lykke og gys, reelt og absurd lige op ad hinanden, så man – som karaktererne – er tæt på at miste fodfæstet i det moderne bysamfund.

Så stilfærdigt og enkelt bygget op af instruktør Peter Dupont Weiss, der får tekst, replikker og karakterer til at snige sig ind under huden og prikke effektivt til nogle genkendelige hverdagsvaner og -roller, som tidsånden har skabt og efterfølgende afpudset. På godt og ondt. Kærlighed, krig, karriere og andet kaos i det moderne sind.

Ægteparret Clara (Natalí Vallespir Sand) og Chris (Claes Bang) er helt tydeligt ramt af hverdagens trummerum, hvor distancen har taget over. Samtaler, hvor der ikke skelnes mellem vigtigt og ubetydeligt, og hvor ros kommer sammen med ris. Gæster, som egentlig mest er til besvær. Uartige børn, låst inde i kælderen. Og kys, der skal påtvinges. 

Scenografien er sparsom, men ganske stemningsfuld, særligt når man fornemmer små gys i afvigelserne. Et blåt kort og blod i en frakkelomme er blandt thrillerelementerne, som får nakkehårene til at stritte, og man skutter sig over udsigten til de klavertoner der omtales som livløse.

Der er modvilligt liv i dette kammerspil, som Natalí Vallespir Sand og Claes Bang løfter med en naturlighed i de let forvrængede udtryk af moderne mennesker, der har mistet deres realitetssans og rimeligvis famler efter deres livsglæde. Som naboen er Louise Davidsen en irrationalitet af lurende forbitrelse, morbid uhygge, og syret lillepigehumor, som bindes sammen med Johanna Andersen Wellejus’ fint flakkende ungpige.

Optrapningen er eminent, og man tænker først over de små hints til den overraskende og smågeniale slutning, når den rammer som en kvik mavepuster. Scenografi, der bryder realismen. Tøj, der virker sært. Ord, der kommer på tværs. Mennesker, der klamrer sig til deres liv. Og måske mest af alt: Det der ikke bliver sagt, afklaret, fortolket. I denne by er det oftest op til folk selv at fortolke – som i hverdagen.

En tidlig replik runger (for mig) igennem den sublime afslutningsscene: ”Hvorfor er det drømmene, der får os til at miste håbet?” De burde vække os, motivere og involvere os, og ikke mindst føre os videre i livet. Men for nogen afvikles drømmene anderledes. Det er en anden slags hverdag, og den er her i ’Byen’ – lige i fjæset!