Den kroniske uskyld
DRAMA
26. april - 8. juni 2018
Skuespilhuset, Mellemgulvet
Uskylden i Klaus Rifbjergs debutroman og hovedværk har været tolket utallige gange, fra litterære pinger til letsindige skoleelever, undertegnede inklusiv. Fra bogudgivelsen i 1958 over filmatiseringen i 1985 til denne første teaterforestilling er uskylden og dens kroniske tilstand rykket meget, men selve historien føles stadig meget relevant og tidløs.
Fra de første ord fyger over scenen mærker man hvor meget fortællingen stadig sidder i kroppen. Rifbjergs ord og særlige fortælleteknik, der både går tæt på og lægger afstand. Ungdommens legesind, håb og drømme – og seksualiteten, der smadrer det hele. Det kvindelige køn, der fordærver det mandlige – med uskyld eller med begær.
Elisa Kragerup har iscenesat med nerve og nærvær, som kommer ligeligt fra skuespillernes løsslupne stil og Rifbjergs tekst, som stadig får det altoverskyggende fokus, den fortjener – skåret ind til benet, men ordret og skarpt leveret. Tidstypisk, og så alligevel med Kragerups karakteristiske snert af fornyelse.
Det frejdige gymnasievenskab mellem Janus (Simon Bennebjerg) og Tore (Morten Hee Andersen) får nye toner, da Tore forelsker sig i Helle (Sicilia Gadborg Høegh) og efterlader Janus som tredje hjul fuld af kønslig forvirring. De tre har hver deres opfattelse af uskyld, men ingeniøst nok lader Kragerup dem dele fortællestemmen, der i bogen kun er Janus’, så tankegangen ensrettes mere imellem dem, og skaber en ny intimitet.
Nærværet opstår øjeblikkeligt i den ombyggede sal, Mellemrummet, hvor en trækonstruktion af fire trappedelte blokke med bænkerækker sætter publikum rigtig tæt på dramaet. Lidt a la studerende i et auditorium eller gæster til et eksperiment. Og der bliver da også inviteret til dans, delt siddeplads, lagt hoveder i skød og anden uskyldig interaktion. Ingen kan skjule sig i det (nærmest) konstante lys, og indimellem rammer blikke og replikker os direkte. Det er intimteater på ypperligste niveau.
Selv musikvalget refererer sidespor af følelser, tid og rum, når den binder fortiden sammen med nutiden. Fra bogens 50ere over filmens 80ere til teaterets 00er får vi blandt andet sexdans til ’Bridge over Troubled Water’, badminton-smash med ’Zou Bisou Bisou’, Helles blide version af den i forvejen ret smukke Sneakers-sang ’Efter festen’ samt Janus og Tores sjove beatboxende ’Faust’-repetition – på tysk!
Armbevægelserne er ofte store og kropsligheden bliver i øjeblikke så intens at man enten griner eller gruer helt ind i de afsindige dybder, der bliver den frygtelige kulmination på trekantsdramaet med et fjerde hjul fra Helvede. Hun er Helles mor, fru Junkersen (Christine Albeck Børge), løvinden med slangekæber, der er den ultimative fordærver.
Den fantastiske titels kringlede poesi kunne handle om hvem, der straffes her, men Kragerup & co. leverer ingen tydeligere svar end Rifbjerg. Tores slutreplik er: ”Man kan ikke rage ind i himlen.” Så fint og poetisk punkterer han sin egen afgudsagtige uskyld overfor Janus. Og uskylden, den svæver stadig et sted imellem generationerne, hvor tolkningerne rammer forskellige lag. ’Den kroniske uskyld’ er en eviggyldig klassiker, der kan trække tråde ud i enhver tid – det viser Kragerups version formidabelt.