Montparnasse Bienvenüe

Vred, aggressiv, fortvivlet, konfronterende. Paula (Laetitia Dosch) er ikke særlig sympatisk da vi møder hende. Hendes kæreste Joachim vil ikke lukke hende ind i den lejlighed, hvor de har boet sammen i ti år. Hun banker sit hoved mod Joachims hoveddør. Han har smidt hende ud af lejligheden. Hun er alene med hans kat. Hun har ingen penge. Ingenting. Strandet et sted i livet hun slet ikke har lyst til at være, står hun og råber ind i dørtelefonen, mens han skriger oppefra altanen at hun ikke er hans ansvar. Så står hun der.  Forladt. Med en ubeslutsomhed, som får hende til at drive hovedløst rundt i et nyt liv, hun ikke vil have, men prøver at samle op. Dog uden det store held.

’Montparnasse Bienvenüe’ – hvis titel refererer til det område af Paris, hvor Paula tåger rundt i sit liv – er en debutfilm for franske Léonor Serraille og sit helt eget stilistiske eksperiment. Som instruktør tager Serraille ikke stilling til sin hovedperson, men som publikum tvinges man til at tage stilling. Fordi hendes opførsel er så ekstrem på en dog ret almindelig måde: Hun er en kvinde i 30’erne, som ikke har nogen ro og ikke kan finde den. Hun vælter rundt i livet på må og få, og er et tydeligt billede af hvad der sker i livet hvis ikke man tager stilling og bare følger med. Og selvom det er interessant, er det også virkelig urovækkende at være vidne til. For det føles, som om hun konstant søger efter noget der kan redde hende, uden at vide at det er det, hun gør.

Paula opfører sig også som om hun er usynlig i sit eget liv og overfor sig selv. Det gør det meget svært at holde af hende, og derfor bliver filmen også mere et provokationsstykke end en personberetning. Det er tydeligt en film med en eksperimenterende præmis, og en eksperimenterende hovedperson. Skuespillet som Laetitia Dosch leverer, er ganske sublimt og en hel maraton i sig selv. Det minder om den stil, der lå i de danske dogmefilm. En utrolig intim kraftpræstation. 

Som film er ’Montparnasse Bienvenüe’ ret interessant. Filmen er skudt, klippet og instrueret energisk og beundringsværdigt organisk. Det er en kunst. Et produkt af en ny generation af filmmagere, som også tegner portrætter af mennesker med en anden virkelighed end i 90’erne og 00’erne. Den generation der kommer af curlingbørn, selvudviklingslitteratur og det individualiserede, globale samfund. En generation som laver film fra egen navle.

Stilen er meget personlig og i samme pulje som ’Lady Bird’, den Oscar-nominerede film instrueret af amerikanske Greta Gerwig, der ligesom Léonor Seraille er interesseret i at udforske den unge selvinvolverede kvinde i 20’erne og 30’erne. Både Serraille og Gerwig er medlem af en ny kvindelig generation af filmfolk, som er oprigtigt interesserede i nutidige kvinders historier, og som har et intimt og ublu forhold til filmens karakterer både på manuskript- og instruktionssiden. En filmgeneration som stræber efter at deres publikum skal få et mere intimt forhold til karaktererne i deres film. 

I en film som denne er den omstændighed specielt provokerende, fordi filmen presser hårdt på med sin teknik, for at vi skal få et intimt forhold til en karakter, som lægger enormt meget afstand til andre og ikke mindst til sig selv. Derfor sniger ’Montparnasse Bienvenüe’ sig ind under huden som sådan en irriterende følelse, man ikke rigtig kan komme af med. Fordi Léonor Seraille fortæller en historie om tilværelsens ulidelighed, gennem en ung kvinde, der slet ikke ved hvordan hun skal leve sit eget liv. Det er ubehageligt. Men det giver perspektiv til eget liv.