pixel

Han, hun, vov og igen!

  • Republique
  • premiere 1. december 2017
  • 2.04

Fakta

COMEDY SHOW

1. – 16. december 2017

Republique

Pjat og plat går gakkelak for julens skyld i dette komedieshow, hvis første udgave var en gedigen succes. Men humoren har ikke udviklet sig, ej heller raffineret sig, og det holder bare ikke i længden.

En af Jens Jacob Tychsens karakterer har allerede fået lange partynosser til ”kling-klang-klinger” (Mickey Mouse-sangen fra ’Disneys Juleshow’). Og det hjælper ikke at Bodil Jørgensen forsøger at forklare humor med et rodet latinsk udspring af kropsvæsker, der ender i at man kan dø af humor, eksempelvis som Dirch… og Dostojevskij. 

Det gakkede var muligvis mere hipt dengang for syv år siden, da ’Han, hun, vov og pelsen’ skabte grineflip på CaféTeatret, men nu synes det gået lidt i selvsving med platalarm og manglende pointer. Underligt, når man ved hvor meget de to hovedpersoners karriere er rykket, både på scene, film og tv. Der burde være mere spøjst materiale at trække på. En del af de samme tekstforfattere – deriblandt Louise Mieritz, David Rousing og Anette Toftgaard – har suppleret ideerne fra de to aktører, og der er karakterer og sketches, der går igen eller videreføres. Uden at det bliver til meget fryd eller grin.

Mest vellykket og opdateret er bag-tæppet-smæk, hvor Bodil klager over at ingen rager på hende – hun vil jo bare være som de andre – og i bedste #MeToo-stil langer ud efter Jens Jacob når han viser interesse. Noget fungerer også i videobidderne ’Dus med de kendte’, hvor Stig Rossen, Malene Schwartz og Lars Mikkelsen bliver svinet af to uvidende kendis-stalkere. Mindst ligeså pivpinlige er Kirsten og Rene, som hverken kan finde ud af deres egen relation eller den til vennerne – og kun den midterste del om deres sygdomsdøjen nærmer sig noget morsomt. 

Mest originalitet findes i ’Bodil fra bloggen’, der har gjort sin krop til forretning: Hun sælger svampedelikatesser til Coop, ammer Tryg-medarbejdere, laver parmesan af sit skæl og ruller sin fæces til nærende tarmbakterier på glas. Mere gængs er diskobaskeren hvor Bodil leverer kinky-kiksede scorereplikker til en overrumplet Jens Jacob – så som ”Skal vi lege brandbil? – jeg hyler, du sprøjter!” og ”Spiller du guitar? – for jeg har g-streng på.” Både simpelt og banalt, men det fungerer i al sin sære genkendelighed.

Comedy behøver ikke hele tiden have pointer, der smælder – personligt synes jeg, det er småkedeligt med oneliners efter oneliners. Det skal mixes, og det gør Jørgensen og Tychsen med sketches, videos, gøgl og musikalitet. Men trods deres store skuespiltalenter falder rigtig meget til scenegulvet, fordi historiefortællingen er løs, emnet for trivielt, komikken for dum, eller pauseklovneriet for ligegyldigt. Der er generelt for meget forudsigeligt materiale, som på ideplan kunne have sjov i sig, men ikke rigtig kommer videre derfra.

Bodil Jørgensen har af uvisse årsager kopieret ’Pretty Woman’s luderoutfit, blandt andet de ikoniske lakstøvler, og Jens Jacob Tychsen udlever muligvis ’Badehotellet’s Weyse-drømme om at gå med hofteholdere. Bortset fra sexchikanen bag tæppet er de seksuelle jokes oftest de værste, og de brancherelaterede sketches har slet ikke den punch man kunne forvente. Det slutter også halvtamt med tv-stue af selvironi, hvori kritikken af ’Badehotellet’ strander i klicheer som ”Danmarks dårligste skuespiller… der ikke kan synge” og ”Hende den gamle… med de overdrevne accenter.”

Stram op, ellers gider vi ikke mere ’Han, hun, vov og igen!’ Den store havesaks, der flintrer gennem lokalet i de sidste sekunder, kunne man passende have brugt til at luge ud i flovserne. Så de få stjerner går til de to vidunderlige stjerner i showet, de kan bare så meget mere end det her pjattede og platte gakkelak. Men god jul alligevel!

Mest læste

seneste
scene

Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling