Rytteriet - Live i Tivoli

Først fandt de vej ud igennem radioen på P2, så blev det satire i bedste sendetid på DR2 og siden har de indtaget Bellevue Teatret i alle mulige og umulige udklædninger, i et gakket korps af karakterer. Denne gang har de inviteret Trines mor, som også mestrer den særegne sønderjydske dialekt, med sig på scenen. Bodil Jørgensen, Martin Buch og Rasmus Botoft – Rytteriet – er samlet i Glassalen 2018 på 175-året for Tivolis opførelse. 

En enorm guldlakeret karrusel pryder scenen. Hvor der normalt er heste og elefanter, findes der guitarer, bas, forstærker og trommesæt. Dette er Rytteriets Husorkesters domæne med Mads Andersen, Asger Baden og Henrik Balling samt Bjørn Fjæstad i front. På Bellevue-scenen lykkedes det Marie Key og de førnævnte herrer at skabe en eftertænksomhed imellem de grove og hylende morsomme sketches. Husorkestret er atter veloplagt og rammer plet med deres rørende tekster om livets finurligheder i mol – som en enormt fin kontrast til den komedie, vi lader os rive med af. Det har ikke været bedre end i aften. Fjæstads tilstedeværelse og stemme er så enormt rørende og giver aftenen en særlig følelsesmæssig nuance.

Som formen har ændret sig igennem tiden, har indholdet det heldigvis også. Selvfølgelig bliver publikum mødt af de gode gamle klassikere, som Poul og Fritz, Erik, Else, stripper-Jens og vi skal selvfølgelig også længere ind i sindet med den lille Gumabs. Det er klart at Trines mor er inde og se Rytteriet. Upassende som altid, ringer hun op til sin datter og beder hende komme ind i Glassalen, så de to kan få sig en rigtig hyggelig aften. Showet er godt nok gået igang men, men hun er ikke gået glip af noget so far, sprutter Bodil Jørgensen. Det er lige så morsomt, som det plejer at være og Jørgensen sår latter, selv inden hun er begyndt sin klagesang, for vi krummer tæer på forhånd. I aften beviser Bodil Jørgensen i den grad sin uundværlighed. 

Heldigvis er repertoiret også udvidet, med Tivoli som omdrejningspunkt. Vi møder sagesløse Tivoli-fans, der er kommet så galt afsted ved forlystelserne at det ses. Det er grotesk, som det skal være. Overgangene fra en absurd karakter til en anden, fra musik til humor er så elegant og det skyldes udelukkende de tre spilleres komiske timing og talent. 

Det river der hvor det skal, når Rytteriet ruller sig ud. Men det er ikke bare grotesk og vanvittigt, det er faktisk også enormt genkendeligt. Selvfølgelig er alt sat på spidsen med de to rige idioter, som ikke kan lide fattige og som desuden har købt Tivoli, for at lave det om til en stor au pair-park. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at Gentofte kommune i 2015 blev afsløret i at tælle au pairs som flygtninge. Virkeligheden er tit lidt mere grotesk end fiktionen, og det belyser Rytteriet til perfektion. Først aer de os med hårene og slår derefter ned med en forhammer.  

Det er først et godt stykke inde i showet, at stemningen for alvor er i top. Foruden nogle lidt gammeldags revyagtige øjeblikke, som Rytteriet måske gjorde bedst i at overlade til Linie 3, og som sagtens kunne undværes, er det overordnet set en virkelig sammenhængende og supermorsom aften, som for hvert øjeblik bliver sjovere og sjovere. Rytteriet er klædt på til at lægge hele Danmark ned, nu, for alvor.