Snemanden

Den længe ventede filmatisering af Jo Nesbøs bog af samme navn lever ikke helt op til forventningerne. Bevares, det er stadig en effektiv thriller, som ligger alen over, hvad andre film i genren kan præstere. Michael Fassbender er også et glimrende bud på antihelten Harry Hole og der er ikke en finger at sætte på hverken billedside eller instruktion. Men det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at lade være med at sammenligne bog og film. Og der kommer filmen til kort. 

Harry Hole er en forbandet dygtig politimand. Han er også ret alkoholiseret og med et rodet privatliv, men han ser sammenhænge, hvor ingen andre gør og da han modtager et brev, der bebuder et mord og er underskrevet med en tegning af en snemand, begynder han at forbinde det med adskillige mord begået for år tilbage.

Som den opmærksomme læser måske har fornemmet, er ’Snemanden’ en film overtegnede har set frem til meget længe. Og igen: det er bestemt ikke en dårlig film. Det er heller ikke fordi man (læs: jeg) gik ind til den med en forventning om at alt skal være en nøjagtig gengivelse af bogen. Selvfølgelig skal der tweakes og foretages justeringer, som passer til filmmediet. 

Men her er der indimellem truffet nogle valg, som undrer og irriterer. Og nu kan jeg ikke blive alt for konkret uden at afsløre for meget. Men det virker som om at der bliver fokuseret uhørt meget på ligegyldige bipersoner, fordi de bliver spillet af store, amerikanske stjerner, mens væsentlige plotlines bliver jappet igennem. 

Et kæmpe irritationsmoment er det miskmask af accenter, som vi præsenteres for. Hovedparten af skuespillerne er briter, men så kommer der lige et par amerikanere suppleret med nogle skandinaver indover. Og det skurrer altså i ørerne at høre engelsktalende skuespillere forsøge at udtale norske navne og byer korrekt. Igen er Fassbender en undtagelse – hans udtale er upåklagelig og jeg tror bestemt at ægte fans af karakteren vil være fint tilfredse med det, han bringer til den fordrukne politimand.