Paranoid Android - Fængselssange

”Vi rustede os til livet i Sportmaster.” Sådan siger en forbryderfar om sine minder fra dengang, alt var normalt og han hver uge gik i Sportmaster med sin datter. Dengang før han kom i fængsel. Datteren ville have alting. Især alle knæ- og albuebeskytterne.

Vi sætter os i teatersalens blandede møblement af sofaer og stofbetrukne stole. Der er et stort flygel og to guitarer på scenen. Fire mennesker i deres stiveste puds kommer ind på scenen. Musiker Signe Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) sætter sig til flygelet, skuespillerne går til guitarerne – og så starter en rockkoncert. 

’Paranoid Android - Fængselssange’ er en blanding af koncert og teater. Selvom sangene er få, fylder de meget i oplevelsen. Jomi Massages udtryk er alvorligt og ekspressivt. Hun passer fantastisk ind på en teaterscene, og styrer med sit kraftfulde udtryk musikpassagerne i retning af noget, der minder om en fed avantgarde-koncert i en af Roskilde Festivals mindre telte. 

Historierne kommer fra det virkelige liv. Det er børn med forældre i fængsel, som har fortalt om deres liv. Deres historier er så blevet bearbejdet og endt her på en lille, eksperimenterende scene på ydre Nørrebro. Pelle Hanæus og skuespillerne har formået at lave en forestilling med så meget nerve, som der skal til for at formidle denne her slags historier. Udtrykket er dystert, stemningen trykket og historierne sårbare. 

Især Carl-Christian Riestras barnlige ansigt og nervøse replikker får os til at mærke, hvad det er for nogle ting, der er på spil her. Børnene bliver de voksne, de voksne bliver til børn, og hvem er det egentligt, der skal have medlidenhed med hvem? Også en seance, hvor en voksen datter (Sara Fanta Traore) besøger sin far (Thomas Bang) i fængslet og fortæller om sit bryllup, hvor han ikke var til stede, får publikum til at sidde på stikker. 

Man skal ikke forvente en virkelighedstro eller socialrealistisk fremstilling af, hvordan livet udspiller sig med en forælder i fængsel. Der er ingen øldåser på et beskidt køkkenbord, ingen tremmer, ingen håndskrevne breve og indrammede børnetegninger, ingen hjemmerullede smøger og skærekager fra Netto. 

Forestillingen er i stedet en twistet genfremstilling af de stemninger og følelser, som historierne vidner om. Det kan undre lidt med smoking-stilen. Hvorfor står de i pingvinjakker og hvid butterfly? Men det giver også noget. Det er den dybt seriøse og vigtige essens af historierne, fortalt i et sprog, som kan matche. Men som også udfordrer. Det er et klogt greb. Og forestillingen taler da også langt mere til voksne end til børn. 

Desværre spænder den alvorlige og stilistiske spillestil for ofte ben for umiddelbarheden i fortællingerne. Dels i dialogerne, som ikke altid falder helt troværdigt ud, og dels i den ambitiøse kollage-iscenesættelse, der gør historierne så fragmenterede, at indholdet flere gange forsvinder i baggrunden for stort set en ren oplevelse af form. Klip, klip, klip.  

Men Københavns Musikteater har, med de udfordringer og skønhedsfejl, der nu hører med, skabt en ambitiøs og modig forestilling med noget hammervigtigt på hjerte. Ekspressiv og musikalsk stærk.