Mit hjem i Hampstead

Excentrikere er godt filmstof, og det hvad enten de udfylder bi- eller hovedroller. Senest så vi det med ’The Lady in the Van’, hvor Maggie Smith spillede titelrollen som… øh, en ældre dame, der boede i sin bil. Som den er ’Mit hjem i Hampstead’ baseret på en sand – og temmelig usædvanlig – historie og den er bestemt værd at bruge et par timer på. 

Amerikanske Emily (Diane Keaton) har i mange år boet i Hampstead, en velhavende del af London, med sin engelske mand. Hun er for nyligt blevet enke, og manden har efterladt hende med en meget stor gæld, som inden for ganske kort tid vil tvinge hende fra hus og hjem. Et faktum, Emily har valgt at ignorere så længe som muligt. Men hun tager affære, da hun tilfældigvis bliver vidne til et overfald på Donald (den altid fremragende Brendan Gleeson), en irsk eneboer bosat ulovligt i et selvbygget hus i parken Hampstead Heath. De er to meget umage mennesker, men modsætninger mødes som bekendt, og da planer om et nyt byggeri gør, at Donalds hus trues med nedrivning, starter Emily en større kamp for at forhindre det. 

Filmens uden sammenligning største force er Keaton og Gleeson – skuespillere med pondus og substans, som kan bringe liv og troværdighed til et indimellem temmelig forudsigeligt manuskript. Kemien mellem de to er afgørende, for det er den spirende kærlighedshistorie mellem Emily og Donald, der driver filmen – og kemi er der til overflod. Her møder vi to mennesker, som både slæber på heftig bagage fra fortiden og også har meget forskellige livsindstillinger. Og man håber virkelig på, at det lykkes for dem. 

Emily og Donald er omgivet af en række excentriske – der har vi ordet igen – bifigurer, nogle mere klichefyldte end andre. For eksempel er den klamme revisor (Jason Watkins), som gerne vil fuske med regnskaberne, hvis Emily vil date ham, lige en tand for overdrevet til at være for alvor underholdende. 

Det hører sig efterhånden til, at når man snakker engelske rom-coms er man nødt til lige at tjekke ’Fire Bryllupper og en Begravelse’, for det er trods alt den, der er blevet indbegrebet af genren. Og nej, ’Mit hjem i Hampstead’ når den ikke til sokkeholderne. Men det er bestemt en fin feel good film, hvis du trænger til at blive muntret op her i det temmelig ustadige sommervejr.