The Angels’ Share

Whisky-engle eller -syndere? Den skønne titel – englenes andel – er udtrykket for den lille mængde alkohol, der forsvinder fra tønderne, hvor stærke drikkevarer lagres. Og en fin metafor, som er nem at afkode, når instruktøren hedder Ken Loach.

Den britiske samfundskritiker er ude i vanligt ærinde, selvom den harske socialrealisme er trukket i baggrunden for at give plads til mere humoristiske og opmuntrende toner… og dråber. Loachs tiende samarbejde med manuskriptforfatter Paul Laverty har igen fokus på unge med fremtidsudsigter på lavniveau og returbillet til brummely. Whisky-englene er vist udenfor deres distrikt, når det bliver gennem whiskysmagning, at disse unge får appetit på livet igen.

Problemet er, at deres referenceramme er kriminel, og at de tager det med ind i deres nye whiskyverden. Eller midlertidige verden. For større er interessen ikke, end at de kun er der for at få deres del af engleandelen. Først som smagsprøver og siden som tyvegods i form af de fineste, dyreste dråber.

En stor del af humoren kommer af kontrasterne mellem individer og miljøer, men linjen er lagt lige lovlig naivt og provinsplat. Det kan have sin charme – som i det dilettantiske tyveri – men skaber også mere opmærksomhed på historiens usandsynligheder. Som hvor utroligt tjept den unge delinkvent lærer alt muligt om whisky. Ting, der normalt er så erfaringsbaserede, at man ikke kan læse sig til det.

'The Angels’ Share' vandt juryens pris i Cannes sidste år, og trods en lidt rodet tematik leverer Loach endnu engang en hjertelig film om outsidere, der får en ny chance. I hans øjne er de mere engle end syndere, og det er faktisk forfriskende, at Loach på sine ældre dage (snart 77 år) er blevet mere blid og opmuntrende i sin socialrealisme.