Creative Control

”Fordi jeg kan” er som regel altid den dårligste grund til en kreativ beslutning, hvad enten det gælder teknologi eller filmskabelse. Det må hovedpersonen (spillet af både manuskriptforfatter og instruktør i en og samme skikkelse) sande i denne stilfulde og noget tomme film. 

Brooklyn i en nær fremtid: David (Benjamin Dickinson) er en stresset reklamemand, der får sit store gennembrud på bureauet, da en ny kunde vil lancere Augmenta, en brille med Augmented Reality. Brillen lader bæreren agere interaktivt med sin omverden gennem sit styresystem, og den allerede pressede mand bliver opslugt af teknologien og sin fascination af sin bedste vens unge kæreste. 

Det er bittersødt ironisk, at Benjamin Dickinson virker til at have haft det på samme måde med den film, han har skabt, som hans figur har det med, tjah, damer og teknologi. Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal. Eller må. 

Godt nok udleverer Benjamin Dickinson Davids grænsebrydende higen efter kreativ kontrol og hans ynkelighed på kanten mellem hipster og midaldrende krise i jakkesæt – men kan tydeligvis ikke selv finde ud af at holde tilbage. Han spiller godt (eller hans skæg gør), men hans manuskript halter noget, og han har åbenbart ikke kunnet finde ud af at skære scener fra plottet, hvor hans figur er med.

Filmen vil gerne både virke independent og kritisere vor tids jagt på adspredelse og det seneste produkt, der kan give os kant – og samtidig ligne en reklame for Apple og Calvin Klein. Alt og alle ser godt ud. 'Creative Control' virker som om den er lavet for en bøjet femøre og castet med instruktørens smarte og lækre venner, der improviserer sig frem i virkelig karikerede roller. David-figuren er en patetisk mand, der dulmer sig selv og tager dårlige beslutninger, og alle omkring ham er dybest set karikaturer af personligheder: Den naive, irriterende yoga-instruktørkæreste, den cool pige, den bedste ven, der er et dumt svin... og så videre.

Som en hul blanding af 'Shame' og 'Hende' kanter filmen sig gennem en historie, der aldrig bliver skæv nok til at være kunst eller skåret skarpt nok til at føles vedkommende. Der er simpelthen ikke nok på spil. Det eneste, vor altoverskydende helt har at tabe, er sin værdighed, som han i forvejen kaster i grams for et godt ord.

Den har bestemt sine gode øjeblikke, blandt andet Davids chef, og replikkerne er ofte bidende sjove. Også stor ros til designerne, der har lavet det fiktive styresystem til Augmenta-brillen, og ideen bag produktet. Det ser meget troværdigt ud. I en enkelt nervepirrende scene ser vi, hvor meget det fylder, når tre samtaler kører gennem brillen, samtidig med at der arbejdes. Presset for at præstere. Hvordan verden ville være, hvis vi alle bar de briller, og hvad Augmenta kunne være udover et onaniredskab... det svarer filmen ikke på.