Manchester by the Sea

Distance er en symptomatisk måde at tackle sorg og skyld, og sjældent er det set så underspillet rørende som i ’Manchester by the Sea’. Så enestående ægte og virkelighedsnært.

I en perfekt afstemning af nutid og fortid udfoldes to familietragedier i kystbyen Manchester-by-the-Sea, hvortil en introvert Lee (Casey Affleck) vender tilbage efter sin brors død og får rippet op i de traumer, han flygtede fra. Nødtvungent forsøger han at opfylde sin brors ønske om at agere værge for sin 16-årige nevø Patrick (Lucas Hedges), hvilket er noget af en udfordring når distance er hans eneste sikre havn.

Det Kenneth Lonergan gør så eminent i både manuskript og instruktion er at afdramatisere de store følelser og skabe en illusionsløs, lavmælt udvikling, hvor al vanlig følelsesmanipulation udebliver. Så man oprigtigt mærker Lees sindstilstand. Casey Affleck er hjertegribende god – og bør vinde sin første Oscar – som manden, der har vænnet sig til at undertrykke følelser, men stadig kæmper med at styre temperamentet. Sorg og skyld rumler under den passiverede overflade, og den eneste snert af livsgnist rammer med en sarkastisk humor, der enten provokerer afstand eller skaber samhørighed.

Samme temperament og sarkasme har nevøen, og der opstår nogle helt unikke scener mellem de to fyre, der ellers tackler sorg ganske forskelligt. Lonergans dialog er så nøgtern og åbenbar, og den afvæbnende humor fungerer optimalt. Og selvom hele følelseslaget er meget mandligt, bliver de kvindelige traumer et rørende tillæg – særligt Michelle Williams’ angrende ekskone Randi. Gretchen Mols svigtende mor Elise er mere perifer, og afviklingen af hendes forhold er filmens eneste semi-svage punkt.

De er også billeder på sorghåndteringen, der er Lonergans primære fokus her. Ikke de sædvanlige lykkebrus af udvikling, overvinding og forløsning. Lonergan borer ned i det smertefulde faktum at man ikke bare kan glemme og/eller erstatte med noget andet, for man er nødt til at lære at leve med sorgen.

Sorg og skyld kan fortære sjælen, så det kan blive nærmest umuligt at få øjnene op for at der er mere i livet at leve for. Her er ingen nemme løsninger eller store øjenåbnere, men ’Manchester by the Sea’ er simpelthen den mest realistiske og rørende film om en mands sorgtackling.