Paterson

Når man skaber poesi med billeder, er det ikke altid ordene behøver at følge med. Men det bliver en kende problematisk, når det handler om poesi i digtform – også selvom det ikke er ordene, der er vigtigst, men det der skaber ordene.

Poesien er i de hverdagsbilleder, som altid har været Jim Jarmuschs signatur, og her foregår det i Paterson, New Jersey, hvor busruten med samme term køres af en ret afdæmpet fyr ved navn Paterson (Adam Driver). Han skribler på daglig basis sine hverdagsindtryk – og med eller uden rim bliver de til digte, som giver ham noget ekstra til rutinelivet. Noget han muligvis ikke er så bevidst om, før han mister det.

Patersons dage synes ret ens, men som altid tilføjer Jarmusch små finurligheder til hverdagens trummerum, der gør nok væsen af sig til at huske os på at nyde de små ting i livet. Om det er stambarens wannabe-skuespiller, der overspiller sit kæresteforhold; mini-bulldog Marvins gryntende personlighed; eller de usædvanligt mange tvillinger. Eller kæresten Laura (Golshifteh Farahani),  en festivitas i sig selv med sin gesjæftige præference for at sy, klippe, male, bage med mere i sort-hvide mønstre, som efterhånden dækker hele huset og hende selv. 

Handlingen er ligeså beskeden som Paterson, byen som karakteren, og den ellers herligt skæve humor får ikke helt opvejet stemningen af melankoli og nostalgi. Patersons forbillede er poeten William Carlos Williams, og der refereres andre afdøde Paterson-berømtheder. Men det er først i et par finfølte slutscener, at man endelig kan mærke ham interagere med sine omgivelser og forholde sig til det de giver ham. Ligesom man fornemmer instruktørens spejling i netop den tilgang til inspiration – Jarmusch har selv skrevet digte som ung, og hans skæve ordkunst er fulgt med i hans unikke filmunivers.

Nostalgien forplanter sig også til mig, og denne fortælling minder mig om Knud, en spøjs fætter i min mormors familie. Han var også buschauffør, men bijobbede med at male kongelige porcelænsplatter, -tallerkener og lignende – sådan rigtig fint og pertentligt. Det var der også en vis poesi i, men ingen højere mening, det var bare som det var. 

Sådan er Paterson også for mig. Digteriet er bare en del af hans liv, lidt som dagbogsnoter, der ikke skal ses af andre. Men jeg savner alligevel at mærke flere følelser i poesien, og dermed forstå ham og hans udtryksform. Det bliver for mådeholdent og underspillet, og så er jeg nok bare til lidt vildere poesi. Ideen er ellers god: At hver dag skal ses som at bladre om til en ny blank side – og fylde den med nye ord, der gør trivialiteter mere interessante. Det sker bare ikke helt med ’Paterson’.