Mand Kvinde Hund

"Manden er en mislykket kvinde, en omvandrende abort og afstødt allerede på genetisk stadie. At kalde en mand et dyr er at smigre ham: Han er en maskine, en omvandrende dildo". Sådan skrev den ultraradikale Valerie Solanas i ’SCUM Manifesto’, samme år hun gik ind på The Factory med en ladt pistol og skød Andy Warhol. Året var 1968, og meget er sket, sagt og gjort i kønskampen og på diverse ligestillingsspørgsmål i mellemtiden.

Hendes citater bliver oplæst i indledningen til forestillingen ’Mand Kvinde Hund’, på den sanselige scene med babyblåt satin ophængt på væggene, en udstoppet schæfer og en bunke brænde. Det er en skueplads for kampen mellem det maskuline og det feminine, det dyriske og det menneskelige, hvor de besøgende kan sidde ved cafebordet med et glas vin en sen aften, og give sig lidt hen.

Hengivelsen til kunsten kan især opleves gennem lydsiden af forestillingen, hvor Jaleh Negari spiller på samtlige tangenter, trommer og knapper i originale kompositioner, og bærer Morten Burian musikalsk, når han halter.

Og det gør han til tider. Han er ene mand på scenen, og har haft en finger med i samtlige processer bagom stykket. Stykket kaldes en natkabaret, men får mere karakter af et one-man-comedyshow undervejs, med mere vægt på selvironi og halvplat humor end sensualitet og en form for ærlighed, som jeg forventer af en kabaret.

Det sensuelle kommer til syne i satinen på bagvæggen, i digtene af Edith Södergran, i musikken og i nogle af de positurer og attituder Morten Burian udfører i løbet af den time showet varer. Men indimellem er der akavede tåkrummende parenteser om den fortabte moderne mand, som der efterhånden er kogt store mængder suppe på. 

Til gengæld blev stykket om hunden et af de øjeblikke i de seneste års københavnerteater, hvor jeg følte den største identifikation, og det er pudsigt netop der hvor det autentiske grænseland mellem kønnene og det dyriske finder sted i netop ’Mand Kvinde Hund’.