Livlægens besøg

Lovlig utroskab og polyamori? De seksuelle friheder er sat på dagsordenen og ligestillet med de politiske i denne dramatisering af P.O. Enquists klassiske romansucces fra 1999 om livlægen, dronningen og kongen. Absolut en spændende fortolkning, men også noget problematisk, især set fra Christian VIIs vinkel.

Fokus i Emmet Feigenbergs iscenesættelse – baseret på den svenske urpremiere i Stockholm for et års tid siden – er nemlig flyttet til den unge konge med det komplekse, sensitive sind (Elliott Crosset Hove). Manipulation er hverdag, og tillid en evig svingmekanisme som Christian VII ikke er herre over. Illustreret med to ekstremer af autoritet, begge i fortræffelig kaliber af Ole Lemmeke: Hovmester Reventlows indpiskning og filosof Voltaires inspiration. 

Den skizofreni, som ofte er tilskrevet Christian VII, udfoldes her mest som umodenhed og oprør. Alt fra politik til samkvem skal helst være bundet op på leg, og reaktionsmønstret er typisk forkælet enevælde. De mere hjertevarme følelser har sværere kår, og derfor halter Feigenbergs alternative præmis for trekantsdramaet. For kongen er mere interesseret i at finde den landsforviste luder Støvlet-Cathrine (Rikke Westi) end at pleje omgang med sin jomfruelige dronning Caroline Mathilde (Signe Egholm Olsen). 

Efter livlæge Struensees (Troels Thorsen) ankomst ændres den psykiske balance i mere positiv retning. Christian VII liver op i oprøret mod hoffet, hvor love om tortur, stavnsbånd, trykfrihed, realskole, censur og sågar utroskab svirrer. Men efter kongen har sendt Struensee i armene på dronningen og hun overtager opmærksomheden og lovskrivningen, får man ikke meget fornemmelse af nære følelser mellem dem. 

Så polyamorien er ligeså usikker som kongens sind, selvom der selvfølgelig er en særlig kærlighed i at han bifalder utroskaben, som ovenikøbet fostrer en datter. Struensee og dronningen har dog snart kun øje for hinanden og reformerne, kongen forsøger at fange deres interesse med leg, men afvises mest og skældes ud. Det bliver deres fald, for dermed er den uberegnelige konge nem at manipulere til at underskrive arrestordrer, og hoffets hævn rammer prompte. 

Her kommer den dunkle scenografi af Karin Betz til sin ret med tyngende mørke og kulde, fanget af enkle lysspots. Gennem det meste af forestillingen har de tunge, irrede låge- og modulflader været ret statiske, trods symbolikken med at åbne, lukke og afgrænse kunne være brugt ganske fikst. Til gengæld udnyttes guldstole optimalt, og den nærmest monstrøse lysekrone er helt overjordisk til at skabe yderpunkter af storhed: hvidt oplyst til hofbal, og intimitet: rødt nedtonet i de kongelige sexlege.

’Livlægens besøg’ er et fantastisk stykke Danmarkshistorie med personligheder, der indbyder til fortolkning på flere planer. Den eneste, der flader ud her er Struensee i Troels Thorsens ret overfladiske, ukarismatiske spil. Ikke så underligt at han bliver mulet af Høegh-Guldberg, en stensikker rænkesmed af Nicolai Dahl Hamilton. 

Overraskelsen er dronningen, der har fået et moderne tvist. Signe Egholm Olsen er en forrygende Caroline Mathilde, der liver op fra bly teenager til lystig, befalende regent, da hun begynder sine ridetimer med Struensee. Hun læser Holberg og istemmer ”vi har mest lyst til det forbudte”, imens hendes tiltagende selvstændighed og temperament slår gnister.

Og så er kongebilledet aldeles fuldkomment med Elliott Crosset Hove i sprællevende form, så barnligt bestemmende i sin psykiske ustabilitet, men legesyg frem for alt. Så herlig når han ligger på en stol og agerer pind imens han præsenteres for Stavnsbåndet; og helt vidunderlig når han i gyngen læser Voltaires brev af rosende digterier. Uden tvivl mere elskelig end den virkelige Christian VII.

Når han både i start og slut proklamerer: ”Struensee lever!  Det er Struensees tid!” mærker man det stadigt forvirrede sind, men også den skarphed og fremsynethed som Christian VII havde til tider. For nok havde Høegh-Guldberg sin magtperiode, men det er Struensee vi husker for hans friheds- og lighedsidealer som dannede grundlag for senere dansk lov og ret. Som han ønskede det, er utroskab ikke længere ulovligt, og set med polyamorøse øjne var kongen, dronningen og livlægen måske den første trekantsfamilie, dog for en kort periode.