La Bohème

Romantikkens drama og ulyksaglighed i stor stil, så modsætningerne clasher. Det er bohemernes livsgrundlag, for godt nok tærer dramatikken og ulykken på sjælen men den nærer også kunstnereksistensen, som er bohemernes anden store patos. 

Puccinis ’La Bohème’, der altid har gjort en dyd af at svælge i følelsernes op- og nedture, er den ultimative boheme-opera. Baseret på den semi-biografiske vignette-roman ’Scenes de la vie de bohème’ af Henri Murger, som i sin intro skrev: ”Bohemeri er stadiet i kunstnerlivet, der er forordet til Akademiet, til Hôtel-Dieu (aka himmerige) eller til lighuset.” 

I Elisabeth Lintons iscenesættelse forbliver de fire bohememænd klassiske: Digteren, maleren, filosoffen og musikeren forsøger at leve på kærlighed og vin – det er jo Paris – eftersom deres kunstneriske talenter endnu ikke er opdaget af andre. De lever for succesdrømmene og de sporadiske honorarer, der kan give ekstra mad, vin og varme – allerhelst på stamstedet Cafe Momus. 

Kvinderne og kærligheden burde forsøde deres liv, men – som de synger i åbningsscenen – ”de brænder vores hjerter til aske.” Der er vemod og varsler fra start, når Mimi erobrer Rodolfos hjerte. Hun har meget symbolsk mistet lys og tabt nøgle – lidt som i hendes eget liv, der er ved at blive suget ud af hende ved tuberkulose, også kaldet den romantiske syge. Hendes modsætning, den stærke og livlige Musetta udløser en helt anden kærlighedssyge, og er ved at drive Marcello til vanvid af jalousi.

Karaktertegningen kunne være skarpere, særligt i herreflokken flyder typerne lidt sammen. I deres mørke, slidte gevandter siver de også ind i det meste af scenografien, der i tunge og trøstesløse gråtoner er rykket helt tæt på scenekanten. Det halvtomme kvistværelse er koldt, den monstrøse husmur virker afvisende, og igen på stentrappen over Paris blottes det sørgelige skær af bristede illusioner.

Scenograf Astrid Lynge Ottosen har brugt alt kontrastkrudtet på Café Momus, der er så glimtende og hvidpoleret at det ligner et blændværk af et dyrt stormagasin. Kun Musetta kan begå sig her med sin pelsbeklædte hvide frakkekjole, og stedet kunne ikke være længere fra det ægte kunstnerstamsted. Det er simpelthen for sort/hvidt fremstillet, og det vil de fleste bohemer nok ikke kunne genkende.

Men ’La Bohème’ er heldigvis så vidunderligt fokuseret på sang- og musikpræstationer af de smukkeste kærlighedstakter, der kan få ethvert hjerte til at briste af lykke som ulykke. Der er fine arier, men det mest hjertegribende er duetterne – især dem, der er udformet som tretrinskompositioner. Som det første møde mellem Rodolfo og Mimi, fra soloer til duet om hendes kolde hænder; eller de sublime harmonier gennem flere stemmelejer i 2.akts slutscene, der skifter mellem solo, duet og trio for at ende i en dobbeltduet, der lader kontrasterne i den ulyksaglige kærlighed stå intense og uforenelige.

Gisela Stille er ikke den mest interessante Mimi, hendes kølige udstråling dæmper den lidenskab, som Peter Lodahl så eminent bringer til dramaet. Hans temperament og varme tenorklang skaber en glødende Rodolfo, og Puccinis musik får ligeledes den smukkeste kraft frem i den norske baryton Audun Iversen som Marcello. Det er den slags patos, der skal til i dette boheme-mesterværk, der jo netop kan bære det meste udi kunstneriske ekstremer.