American Spirit

Manden i sort. Johnny Cash gjorde det enkelt og afdæmpet, i sine tekster, fortolkninger og standpunkter. Det vil teaterkoncerten ’American Spirit’ gerne gøre efter, men stilen er for ujævn og ender med at efterlade en anden følelse af at gå i sort.

Ambitionen er ikke at indramme Johnny Cashs sjæl, men at fange den amerikanske sjæl. Det burde jo egentlig gå ud på ét, eftersom Cashs store sangskat skildrer bagsiden ligeså meget som den hylder den amerikanske drøm. Men iscenesætter Rolf Heim rammer sjældent den ene eller den anden stemning rent, og helheden bliver noget ensformig og forenklet – selv for USA.

Scenen er sparsomt oplyst og domineres af små øer med musikinstrumenter, mikrofoner og enkelte (gynge)stole, der ligesom tøjstilen tilhører 1950erne. Kun få andre rekvisitter kommer på scenen, mestendels for at skabe lyd- og fortælleboosts – meget fikst i de første omgange, men så efterhånden bare kedeligt, når de ikke bruges til nogen form for nuancering.

Allermest amerikansk bliver det, når de medvirkende fra en talerstol kværner diverse sponsorindspark for sygeforsikring, boliglån og ketchup. Udmærket ide, men der er bare ingen grund til at bryde ind og afkorte sangene, hvis det skal illudere live koncertoplevelse – selv i USA spiller man numrene færdige!

Men det er måske slet ikke ideen – det er måske radioshow, det her? Det ville passe med den dødsyge scenografi, lydeffekterne og at der kun er minimal ageren på scenen. I hvert fald er her for meget koncert og for lidt teater. Teaterkoncert behøver ikke være stort udstyrsstykke, men der bør være kreativitet og tolkning (tjek ex. Elisa Kragerups teaterkoncerter) så teaterdelen giver mening. Lidt gambling, glimmerkjole samt blæs- og røgkanon er bare ikke nok visuel fryd. 

Selvfølgelig skaber de skøn musikstemning på scenen, for som vanligt har Kåre Bjerkø masser af opfindsomhed og spræl i sin instrumentering af Cashs sange, der i forvejen breder sig over country, folk, blues, rockabilly og gospel. Blandt højdepunkterne var en heftig trestemmig ’Solitary Man’ med ligeledes heftig guitartrio og en brillant violinsolo af Maria Martine Jagd, men en ret festlig version af ’Jackson’ gjorde også lykke ind i sjælen ovenpå de mange melankolier.

Med stemmer som Caroline Henderson, Kira Skov og Nis Pedersen lever showet fuldt ud op til Cashs signatur som den store vemodige fortolker. Især Kira Skov er sublim med den dybe blues i eksempelvis ’Redemption Day’, hun er melankoliens dronning, som man også mærker i ’Sunday Morning Coming Down’ og den inderlige duet med Caroline Henderson ’First Time Ever I Saw Your Face’. Henderson er mere soul og gospel, og hun synger sig helt i kirkegulvet med ’Personal Jesus’, og tæt på dødsriget i ’Long Black Veil’. 

Desværre forkludres helheden af et sært miks mellem originale og danske tekster, der mestendels banaliserer meningen. Nogle oversættelser får tilmed sangene til at lyde som dansktop, hvilket er ret kikset når man søger at afspejle den amerikanske folkesjæl. Så når nu der ovenikøbet har været rettighedsbøvl, burde man have ladet teksterne være originale, i stedet for at formidle sange på halvt dansk, halvt amerikansk. Det er sgu for sort, giver ingen mening overhovedet.

”Hvis du nogensinde oplever ægte glæde – bare rolig, den forsvinder igen,” lyder en af forestillingens remser. Sådan opleves ’American Spirit’ – svingende mellem op- og nedture, hvis følelser aldrig rigtig får fat og skaber noget at relatere til. En meget ujævn oplevelse, særligt i forhold til den enkelhed, der er presset ned over showet. Måske lidt for meget sortsyn og sarkasme – selv for USA – og selvom helhedsbilledet er klart, er for mange detaljer undervejs gået i sort.