Swinger

Hvorfor går folk i swingerklub? Det skal man ikke forvente at blive klogere på med Mikkel Munch-Fals’ nye film ’Swinger’, der mest af alt bare er en triviel og fjollet parforholdskomedie.

Oftest er der noget pirrende og udfordrende forbundet med at gå i swingerklub, men her er alt fuset ud i fjernvarme og pensionsopsparing. Da værtinden (Birthe Neumann) sirligt byder velkommen til swinger-weekend, er det tydeligt at de fire par kender hinanden alt for godt til at der kan opstå noget som helst ophidsende. 

Men så entrerer ungdommen, Patricia (Natalie Madueño) og Patrick (Emil Birk Hartmann), et nyt par, der straks overdænges med opmærksomhed af den kærlige slags. Det kunne gøre noget frækt af sig, men i stedet bliver det bare barnligt. Som i naivt, når Patricias sociologiske motivation afsløres; og som i uartigt, når Adam (Martin Buch) forelsker sig i hende. For det er det eneste, man ikke må i en swingerklub.

Både forelskelsen og det meste af swingeriet er for pænt. Som den nydelige sommerresidens, hvor der tilfældigvis er bollerum i kælderen. I dette ene rum er intet intimt, og det bliver ret porno-mekanisk og -pinagtigt at være med på en kigger. Den kiksede stemning klæber sig også til de mere seriøse emner og platter dem ud som individuel force. Det må da være endnu mere no-go i swinger-regi. Særligt i løsningsanslaget til det mest vægtige ægteskabelige problem, føler man det malplacerede og overdramatiserede i Bolettes handling.

Lisbeth Wulff er ellers virkelig skøn som Bolette, og det er faktisk der, det swinger mest: Når man ser de enkelte stereotyper, som skuespillerne nailer. Rasmus Botoft som den øretæveindbydende pralekrabat Jørgen, Therese Damsgaard Manley som hans coole overklassekone, og Mille Dinesen i vanligt overskudsmodus som karrieremor. De er bare ikke gode til at interagere, blandt andet fordi replikkerne ofte er så pointerende og lammende for al videre dialog.

Måske ligger en del af problemet i at Munch-Fals ikke selv – officielt – har færdiggjort filmen. Interessekonflikten er klar, når manden sidder som spillefilmskonsulent i Det Danske Filminstitut, og han har måttet overlade afviklingen til Charlotte Sachs Bostrup. Hun er så meget mere folkekomedie, og sådan er slutresultatet blevet. 

Så hvad fik den unge antropolog ud af dette swinger-besøg? Det ved man ikke. Gennem filmen swinger hun mange veje – først lidt for sød og narrefisse-agtig, så ekstremt fornærmet over kærestens lyster, og tilsidst med på den værste. Jørgen har fat i noget, når han spørger: ”Er det pigebarn en gave eller en hån?” Det samme kan man vel spørge om denne swingerklub.