The Lobster

Matchmaking i kærlighed består oftest på det positive, pæne og pålidelige plan. Det vi søger i andre – og i os selv. Og så halser derudaf resten af livet for at opnå og vedholde. Den græske filmsurrealist Yorgos Lanthimos har en anden ide, og den er – som hans tidligere filmgriller ’Dogtooth’ og ’Alperne’ – absurd interessant, genial og absolut fæstnet i realiteter, der bør eftertænkes. 

I sin første engelsksprogede film spidder Lanthimos med sin særegne samfundssatire den universelle statusfiksering på tosomhed og på et dybere plan den stræben efter at klassificere lyksalighed, som diverse ledere praktiserer. Så vi kan matche hinanden. Ikke bare på dating men på produkter, jobs, ja, i alle livets henseender. 

At harmonere på det attraktive duer ikke på Lanthimos’ syrede hotelstop for singler, der skal finde en partner indenfor 45 dage. David (Colin Farrell) prøver med det smukke hår, men ingen er overbevist. Så er det måske nemmere at hooke op med den følelsesløse kvinde (Angeliki Papoulia). Altså fake den, ligesom John (Ben Whishaw), der hamrer sit hoved til blods for at matche kvinden med næseblod (Jessica Barden). Sværere er det for læspende Robert (John C. Reilly) at finde en ligesindet. Reglerne er absurde, og afretning foregår torturagtigt med alt fra brødrister til transformation.

Finder man ikke en partner, bliver man nemlig smidt ud i vildnisset igen – tranformeret til det dyr, man vælger som sit alter ego. Denne originale ide kunne der sagtens trækkes mere sjov ud af, men i stedet skifter fokus til de mere rebelske løjer, da David slutter sig til enspænderne i skoven. Lederen (Leá Seydoux) opretholder et single-tyranni, der er mindst ligeså stejlt som par-hysteriet. Et problem, når en dejlig kvinde (Rachel Weisz) får hjertet til at slå ekstra slag.

Det er helt forrygende underfundigt som Lanthimos igen leger med de primitive og de civiliserede samfundsbegreber, og pointerer begrænsninger i begge retninger. Metaforerne er stærkere, humoren mere spidsfindig og æstetikken drønskarp. Transformationen virker uundgåelig, for man er nødt til at ændre sig – fysisk eller psykisk – for at passe sammen med nogen. Kærlighed vurderes ikke tilstrækkelig, samfundet fordrer at se fællestrækkene.

Hvad er det, der får os til at elske et andet menneske? At ville gøre alt for at matche, alt for samhørigheden? Her gør det ondt hvad folk gør for kærligheden – både falsk og ægte. Det er en del af nerven at både det falske og det ægte kan fungere, og ’The Lobster’ er genial i sin sværmeriske dobbelthed. Lanthimos bevæger sig raffineret mellem humor og smerte, og der kastes flere dilemmaer rundt end der løses, så der sættes gang i hjernevindingerne. Ganske enkelt årets mest originale og overrumplende kærlighedsfortælling.