Copenhagen Summer Dance 2016
MODERNE DANS
8. - 14. august 2016
Københavns Politigård, gæstespil af Dansk Danseteater
Det er koldt, bragende koldt. De sidste to år erindrer jeg at være iført enten et par shorts eller en blomstret sommerkjole, når jeg har besøgt Politigården i et ganske særligt ærinde. I år er jeg rullet ind i fleece og uldsokker, med en beskyttende hinde af regntøj. Men entusiasmen fejler ikke noget. Over os vandrer en aftenhimmel som til forveksling minder om en spåkugle – en rødlig aftenhimmel lader sig forvandle til en faretruende regnsky, for til sidst at ende ud i milde kumulusskyer.
Forventningerne er store på baggrund af sidste års mest intense danseforestilling, jeg længe havde set. Barren er sat højt.
Som altid er forcen i ’Copenhagen Summer Dance’ det vidunderligt varierede program med dansere fra hele verden. Kunstneriske leder Tim Rushton har atter formået at stykke en helt særlig aften sammen i hjertet af Politigården. Danserne kommer fra blandt andet Australien, Brasilien og Taiwan. Og med dem kommer hver en helt særegen oplevelse og tradition.
Aftenen åbnes med fløjtespil af verdensberømte Michala Petri. Det er en stærk og overraskende start, som sætter stemningen. Petri optræder igen senere på aftenen, hvor hun spiller henover Dansk Danseteaters ’Kindred Spirits’ med Fabio Liberti og Joe George.
De to herredansere i ‘Innermost’ fra taiwanesiske B.Dance er et af aftenens højdepunkter. Alt spiller ved denne performance: musik, lys, koreografi og enkel, stilfuld scenografi.
Aftenen rundes af i et tiltrængt brag efter enkelte sekvenser uden så megen intensitet. ‘Krash’ af brasilianske Alessandro Sousa Pereira er den perfekte slutning på en rigtig fin aften. Lige inden afslutning åbner himmelen sig og lader tung regn dale ned over dansere og publikum, så hårene rejser sig på mine arme – ikke på grund af den alt for tidlige kuldes kommen, men på grund af den intensitet som vejret bringer den sidste dans. Det blev til stående applaus i øs-pøs-regn, og det var ganske enkelt vidunderligt.
Det er altid en fornøjelse at opleve ’Copenhagen Summer Dance’, men overraskelserne var for få denne kølige augustaften, end hvad jeg havde håbet på.