Happy Nation

Når man først er et produkt af Den Lille Havfrue og Den Grimme Ælling kan det som menneske være svært ikke at sluge lykkepillen. Især når verdensranglisterne gang på gang placerer os danskere øverst på listen over de lykkeligste nationer. 

Den århusianske dramatiker, forfatter og poet Bjørn Rasmussen har fat i et topaktuelt og nærmest betændt emne. For danskerne er fornemmeligt så forhippede på at fiksere imaget som det lykkeligste land, at der bliver kværnet antidepressiva til en andenplads på verdensplan. Et paradoks, ja, men mest af alt en sørgelig status for vores videreudvikling, hvis man virkelig tror at overflade og undertrykkelse er løsningen.

Rasmussen spidder denne problematik aldeles skarpt og vittig i en midtvejsmonolog, der i starten leder tankerne hen på optagelsesprøve til det danske samfund men snart udmunder i talentaudition for det den danske folkesjæl egentlig er blevet til: Facader og klicheer i positivitetens ære. 

Herfra krakelerer hovedpersonen Lindas populistiske identitet, hun magter simpelthen ikke at opretholde sin glade havfrue-position, og falder tilbage i barndommens traumer af følelsesmæssig forsømmelse og ulykkelige forældre, der begik selvmord. Denne sidste halvdel er noget rod af leverpostej og persillesovs, sex- og voldshistorier, der ikke rigtig fænger eller rør, samt en ”Jeg er Linda/Alt jeg ville var gården”-monolog, der hurtigt udspiller sin berettigelse.

Det underfundige og poetryslam-agtige sprog i første monolog henrykker: ”Man ringer til sin flagstang. Man tænker på sol. Man træner hjernen. Man forsøger at komme i tanke om salamanderne, sådan. Så angst. Nogens kvalme altid. Nogens jævnfør, konstant.” Men fælt flader det ud i sidste monolog og den forudsigelige slutning. 

Strukturen og målet mangler i al ordekvilibrismen. Muligvis fordi Rasmussen har syslet med ’Happy Nation’ i seks år, og den svenske instruktør Moqi Simon Trolin har påvirket med sine visioner. Og/Eller fordi forestillingen er dogme-certificeret af Teater Katapult, hvilket blandt andet betyder få medvirkende og minimal scenografi, samt med teksten som altoverskyggende fokuspunkt.

Lydsiden bliver også problematisk, både fordi den bryder med dogme-reglerne, og fordi Rasmussen har udtalt at en del inspiration til temaet er hentet i Ace of Base’s album ’Happy Nation’. Det burde kunne mærkes og høres, men man savner i den grad motivationen, når der er så lidt af den svenske popgruppe med – og endnu mere når Rufus Wainwrights ‘Pretty Things’ og Anne Linnets ’Forårsdag’ spilles i andre hovedscener. 

Stikpillen til det danske lykkeparadoks fungerer i nogle scener fremragende, ikke mindst krediteret det nye stjerneskud Sicilia Gadborg Høegh – netop en del af det nye ensemble på Det Kongelige Teater. Men skrigene efter ”mere lykke, mere danskhed” skal findes et andet sted end i lykkepillerne.