Flashdance-The Musical

”Hvorfor la’ du dig standse, når du bare vil danse?” Det er den slags naiv-smarte replikker – i selskab med permanentet hår, oversize skjorter og mønstrede slips (til kvinder), bodystockings og benvarmere – der skriger 80er-nostalgi. Musicalen ’Flashdance’ er et af de største 80er-trip på film, men som teater går den død i koderne mellem originalens girl power-hits og opdateringen til romantisk familieshow.

Det unikke i ’Flashdance’ er hovedkarakteren Alex Owens, der med drive og selvtillid kæmper for sine drømme, og ganske bevidst bryder social arv, kønsroller og andre normer. Det mandige svejserjob og den rå attitude overfor autoriteter står i sej kontrast til hendes pirrende, feminine udtryk i dansen på en lidt snusket bar. Alex udstråler seksualitet og sensualitet ligeligt, i krop og tanke – og selvbevidstheden smitter af på omgivelserne, i filmen og i virkeligheden.

Filmens Grammy-vindende soundtrack osede også af sex, ikke mindst i tidens mest populære filmkomponist Giorgio Moroders sound. Kun en af hans sange er med i teatershowet, den Oscar-vindende titelsang ’What a Feeling’. Der ville ikke være et show uden, ligesom ’Maniac’ og ’Manhunt’ er uomgængelige, og ’Gloria’ her får mere relevans. Til gengæld kunne man sagtens undvære ’I Love Rock 'n Roll’, og man savner Moroder-touch hver gang de kedelige klicheer klimter i Robbie Roth og Robert Crays 2008-teaterkompositioner. Og de danske oversættelser gør det absolut ikke bedre.

Heldigvis er filmens sange i originalversion, og bliver sunget af tre power-sangerinder: Rikke Hvidbjerg, Tara Toya og Gina Maria Hudsom. Især sidstnævnte i ’Manhunt’ holder 80er-stilen med seks mandlige dansere i seler, og efterfølgende i snor som førerhunde. Men det er Rikke Hvidbjerg, der i Gloria-rollen igen viser sig som en af landets mest komplette musicalstjerner, og hendes ‘Det’ min tur’ er blandt aftenens højdepunkter. Kun Jimmy Jørgensen kan matche hendes stemmekraft, men hans pornoklubejer har ikke meget at rykke rundt med.

En anden af de bedre sange er ’Det’ nok’, som Silas Holst klarer sig fint igennem, med en lille forpustet dans tilføjet. Selvfølgelig skal han danse, men den vilde Silas-stil passer egentlig ikke til denne smågenerte romantiske Nick. Værre er dog Ditte Gråbøls talesang, og Robert Hansens barejer, der klandrer andre for dårlig komik, når hans egen er den dummeste.

Ambivalent er castingen af Alex. Når man nu alligevel har Silas til at tiltrække det store publikum, så burde man turde satse på et nyt talent. En danser, der også kan spille den spinkle rolle, for det kropslige er essentielt her med de ikoniske scener. Primært den seje audition-dans, men også ’Maniac’-træningen og stoledansen, der afsluttes med et shower, her desværre til ’Maniac’ og ikke den oprindelige dampende ’He’s a dream'. 

Sicilia Gadborg har trænet hårdt for at udfylde dansedrømmen, og hun rammer nogle udtryk, men bare ikke godt nok, og sangen er ret anstrengt, som om hun er instrueret i at bare synge igennem. Og hvorfor nedtone det sexede spil, overfor især Nick? Sicilia er en god skuespillerinde, og hun har masser af charmerende spil i sig, men hendes styrke ligger ikke i dette klicheprægede materiale. 

Filmen ’Flashdance’ er ikke nogen genistreg, men den red på succesbølgen af dansefilm i en tid der boomede af kropsbevidsthed, seksualitet og workout. Dans, musik og Jennifer Beals som Alex skabte trends – som scenen, der lærte os kvinder at tage bh’en af under den ikoniske, tilklippede sweatshirt. Så eftersom 80-trends bliver ved med at ramme os, burde man have kørt 80er-stilen rent i dette teatershow. Det havde været bedre nostalgi, og mere underholdende. Men musical-maskinen retter sig i disse år alt for meget efter familieshowet, og skabelonen er ved at være nedslidt.