Defekt

Året er 1956. Ellen samler mågeæg i en lille bylt ved strandkanten. En lille skrå ø midt i Storebælt udgør hendes livsverden, hvor et enkelt nøgent og forblæst træ står rank og kaster skygger. Krydsklip. Brønshøj. Vi er i fremtiden. År 2020. To generationer senere med aner tilbage til Ellen på den lille ø. En tvangsfjernelse. Et vanrøget barn. Tvangsindlæggelse. Medicinering. Angst. Sort samvittighed. Selvfornægtelse og glemsel.  

Instruktør Petrea Søe har givet sig i kast med uropførelsen af stykket ’Defekt’ af den Reumert-vindende dramatiker Julie Mai Jakobsen, der sammen med det nystartede teaterkompagni Teater Stuk vil fortælle historien om ”de farlige kvinders ø”. Historien om de hundredevis af kvinder, der igennem et halvt århundrede helt frem til 1961 blev gemt væk på den lille ø Sprogø i Storebælt – for deres egen såvel som for samfundets skyld. En grum historie om racehygiejne og frygten for moralsk fordærv. Et prisværdigt tiltag, men desværre mindre godt udført. 

Præmissen er ellers simpel. 5 kvinder. 3 generationer og et hav af svigt og psykiske problemer på kryds og tværs. Ellen, Magda, Vita, Erica og Barbara. Alle er de underlagt den forgrening af misrøgt, skam og fortielser som starter med den unge pige Ellen, der mod sin vilje anbringes på en opdragelsesanstalt i det danske øhav. Hun stikker af. Hun får et barn. Hun må afgive det. Og vupti: En slægtsrejse ned igennem kranke menneskeskæbner præget af et samfundssystem, der tog grueligt fejl.

Men hvad der på papiret forekommer som en fremragende og samfundsaktuel fortælling bliver desværre en træg og kedeligt postuleret affære i hænderne på de ellers ambitiøse skuespillerinder. I stedet for en nytænkende fortælling og forestilling – der trækker tråde fra datidens måde at behandle psykisk sårbare på til nutidens diagnosticering og medicinering – synes ’Defekt’ nemlig at drukne i en fedtet sump af klicheer og patosbefængte dialoger. 

For ’Defekt’ er i den grad et stykke ordteater, som aldrig når ned i bunden af det mørke, som det så ihærdigt italesætter. Replikker som ”hvis du stirrer direkte ned i afgrunden, stiger den ned i dig” eller ”jeg har altid været hendes mur af armeret beton” virker tunge og floskuløse i de fem skuespillerinders munde. Og det føles næsten som om, at de i deres iver for at få ordene over deres læber må kompensere for ordlyden ved at overspille deres indbyrdes scener. 

Der hvor forestillingen til gengæld er smidigst er i overgangene mellem de mange tider og steder, hvor den skrå scenografi får lov at spille en aktiv rolle, som et symbol på den altid glidende overgang mellem sort og hvidt, godt og ondt. På forførende vis glider de fem kroppe enten sammen som bylter eller hænger dinglende med hovederne udover den afgrund som de alle er en del af – og lader derved i få, men fine øjeblikke, det visuelle billedsprog tale i stedet for ordene. 

Det man kunne have ønsket sig af ’Defekt’ var en kraftig barbering af netop ord. En nænsom og mere visuel tilgang til et ellers spændende og aktuelt materiale. For historien om Sprogø taler for sig selv, og problematiseringen af nutidens måde at behandle de skæve eksistenser i vores samfund på er både vigtig og interessant.