Billy Elliot

Det er så uskønt at det er skæppeskønt. Som de fleste musicals har ’Billy Elliot’ tydelige kontraster, der spilles ud mod hinanden, når drømme og illusioner bydes op til dans. Men fernissen er anderledes, og det er godt tænkt at give forestillingen et radikalt grimt look. 

For ballet er jo ikke smukt for alle, og der kan så absolut være kunst i at gå og glo på underjordiske gruber; ligesom stolthed kan være grum, vrede kan udløse fordele, og sorg kan hærde. Eller heftige glimmerdragter kan udstråle et ligeså stærkt personligt udtryk som skaldepande og hullede jeans. Og tutu, selvfølgelig!

Man kan næsten ikke forestille sig nogen større modpol til tutuskørtet end den mineskakt, som Billys far og bror kæmper for at beholde som levevej. Året er 1984 og jernlady Thatcher er hadet og elsket for sin privatisering, der blandt andet anstifter en omfattende minearbejderstrejke. Det kræver sin mand, og far har allerede sendt Billy til boksetimer for at forberede ham på livets strabadser.

Men Billy får hurtigt udskiftet sandsækken med barrer, da byens danselærerinde (Åsa Fång) ser balletpotentialet i ham, og træner ham hemmeligt op til en audition i London. Men at gå på tåspidser er ikke nok til at skjule den nye sportssyssel, og far stopper piruetterne før de rigtigt svirrer. 

Personlige ind- og udtryk bliver hurtigt det store fikspunkt, og der bliver gjort en dyd af at rive det grimme, aparte og usle frem i en positiv og fornøjelig ånd, så ingen bliver nedgjort. Musicalen er stadig meget pænere end filmen, den er baseret på, ikke mindst fordi Sir Elton Johns musik er mere begejstret og mindre provo end T.Rex og The Clash. Og så trækker det tårer, når Billy synger ’Brevet’ fra sin afdøde mor.

Ganske vellykket gør musicalen det umulige og skaber lighedspunkter og samspil mellem yderpunkterne: Balletbarre bliver til strejkeafspærring, uniformer som kostumer skaber folk, der kæmper for det de tror på og danner protest mod regler og konformitet, effektivt illustreret med Billys frustrerede slag mod politiskjoldene i ’Vredesdans’.

Tendensen føres fuldt ud, og i Ronny Danielssons regi og Annsofi Nybergs kostumer camper det også over indimellem. Som i den ellers ret vidunderlige og helt essentielle ’Vara sig selv’, der går i overload med paraplydans, mariehøne-hejs og blåt glittergejl – i stedet for at fokusere på de to pragtfulde drenge, Jacob Hermansson som Billy og Uno Elger som hans ven Michael, der er vild med pigetøj og -legesager.

Eller den småirriterende insisteren på at alle kan bære tutu. Og gør det til så meget spas at de faktisk svigter balletten. Det sker også når der kommer for meget step, breakdance og Jacko-vrik ind i dansen, og især når der skal wire til at svinge rundt i ’Svanesøen’. Godtnok er det en drengedrøm, men alligevel.

For det handler ikke kun om drømme, men mest af alt om at kunne være sig selv og forblive tro mod sig selv. For har man hjertet med, så bliver alt mere ægte og overbevisende. Og det er ’Billy Elliot’, også i sin erkendelse af at vores selvindsigt og individualitet har brug for fællesskabets støtte og videreudvikling. Nogen skal være den første til at følge drømmene, så andre kan blive inspirerede og følge efter. ’Billy Elliot’ er en sådan inspiration.