Øjnenes hemmelighed
THRILLER
Originaltitel: Secret in their Eyes
Premiere 31. marts 2016
Det eneste man ikke kan løbe fra er ens passion. Men det gør de alligevel i amerikaniseringen af den argentinske Oscar-vinder fra 2009, ’Øjnenes hemmelighed’.
Helt galt er det dog ikke gået for Billy Ray, der med sin noget kølige filmstil har skabt en helt anden stemning for temaerne besættelse og passion. For hvor langt folk vil gå i deres overbevisning. Og ikke mindst hvordan det kan blive deres eget fængsel at holde ved efterstræbelsen. Billy Ray tager manien længere ud, så den snerter sygeligt og revsende.
Mest kritisk for (FBI)efterforskeren Ray, der både er besat af en uløselig mordsag og en uopnåelig kvinde, Claire. Begge indsyltet i ambitioner og politiske agendaer. Men der er ingen kemi mellem Chiwetel Ejiofor og Nicole Kidman, der igen spiller på kontrolleret koketteri i rollen som statsadvokaten Claire, og dermed får Ray til at fremstå temmelig ustadig følelsesmæssigt.
Ligeledes overdramatiseret virker hans patos over den 13 år gamle mordsag, også selvom ofret er kollegaen Jess’ datter. Det er ellers denne remakes største ændring og stærkeste handlingstråd at gøre denne karakter til kvinde, kollega og kernefigur. Og så er det Julia Roberts i en af hendes bedste roller, fuldstændig udtværet af sorg og de mørkeste øjne nogensinde. Hun er fremragende, og hendes passion niver dybt i hjertet.
Hun er kernen i den ægthed, som filmen mestendels lykkes med. Der er nemlig en pointe i at gøre dem så almindelige som muligt – det er åbenlyst svært med Kidman – for der lever passionen for alvor, der er den vigtig og definerer hvem de er som mennesker. Som Jess så fyndigt siger: ”Carolyn var den, der gjorde mig til den, jeg var.” Ikke er, men var – for Jess er et andet menneske efter datterens død.
’Øjnenes hemmelighed’ er stadig en spændende udforskning af gråzonerne mellem forbrydelse og straf, men Billy Ray har en typisk amerikansk tilgang til passionen. Her får man fornemmelsen af noget syndefuldt, hvilket også pointeres i slutningen. Der balancerer Juan José Campanellas original meget mere farligt og komplekst, og påviser i sine to yderpunkter at man ikke kan løbe fra sin passion.