London Has Fallen
ACTION
Premiere 31. marts 2016
Dette er filmen for dig, hvis du aldrig har set en actionfilm før og derfor ikke har noget at sammenligne med. For alle andre er den langt under gennemsnittet og bestemt ikke en film, man bare må ind at se.
Efter at have besejret en gruppe baddies, der indtog Det Hvide Hus i ’Olympus Has Fallen’ tager verdens uheldigste præsident til London hvor – gæt selv – en gruppe baddies begynder at udradere hele den vestlige verdens ledere. Og så er det op til præsident Asher (Aaron Eckhart) og ikke mindst hans Secret Service Agent Mike Banning (Gerard Butler) at sparke røv og genetablere verdensordenen.
Historien er mildest talt ligegyldig. Så vi væbner os med tålmodighed og venter bare på at setuppet er overstået, så der kan komme nogle ordentlige actionscener. Dem er der bare alt for få af, men ret skal være ret: Gerard Butler er ganske effektiv og ret sadistisk med en kniv.
De to stjerner gives for et par hæderlige actionsekvenser henimod slutningen af filmen. Men ’London Has Fallen’ skæmmes af et manuskript, der tydeligvis har set det som sin fornemmeste pligt at hive så mange klicheer op af posen som overhovedet muligt: Skal vor helt sige sit job op og hellige sig livet som far? Man behøver ikke at være medlem af Mensa for at fornemme svaret på dette spørgsmål.
Et andet voldsomt irritationsmoment, som også må tilskrives manuskriptet, er de mange solide kort, der bliver spildt i ekstremt små roller. Kun Morgan Freeman slipper ud af den her misere med æren nogenlunde i behold, mens de andre – folk som Radha Mitchell, Angela Bassett og Robert Forster – kæmper med tåkrummende replikker, der skærer det ellers ikke specielt komplicerede plot ud i pap.
Gerard Butler har tidligere vist, at han er en ganske fin actionhelt og så længe han ikke åbner munden, men bare slår skurke ihjel fungerer han også glimrende. Men man savner en ægte superskurk (a la Alan Rickman), som kunne give filmen lidt mere balance og ikke mindst øge spændingen.
Hvis du har tømmermænd af episke proportioner og bare skal have en gang hjernedød action kan du da godt give ’London Has Fallen’ en chance. Men du kunne også bare se ’Die Hard’ for 37. gang. Jeg anbefaler det sidste.