Puntila

”Drik, og bliv menneske,” opfordrer den spritstive herregårdsejer Puntila. For han har erfaret, at han selv bliver et overvældende bedre menneske, når han har fyldt godt med sprut på krop og sjæl.

Puntilas problem er ikke hans omtågede spruttilstand, hvor han rundhåndet giver folk penge-, jobs- og ægteskabsløfter, men derimod, ifølge ham selv, hans anfald af sanseløs ædruelighed, hvor han er led og sur i sulet, så end ikke hans eneste familiemedlem, datteren Eva (en vidunderlig lyserød Johanne Louise Schmidt) kan holde ham ud.

Det er den omvendte verden, hvormed Bertolt Brecht serverer klasseskel og magtvaner. Stykket ’Hr. Puntila og hans tjener Matti’ er skrevet i 1940 under Brechts eksil hos den finske forfatter og godsejer Hella Wuolijoki, og baseret på hendes socialrealistiske udkast. Brecht så straks komedien i alkoholrusen, og vendte også op og ned på nogle klassiske karaktertræk.

Essentielt er det, at Puntillas chauffør Matti er hans modpol. Ikke bare som arbejderen versus rigmanden, men som den der konsekvent afviser at klasseskel kan opløses. Vildt og vældigt demonstreret i den oprørende scene, hvor Puntila vil trolove sin datter til ham. Her får Lars Ranthe lov at spille igennem, men i alt for mange scener er hans Matti fastlåst i naturalistisk eller kommentarisk spillestil.

Dansk-svenske Staffan Valdemar Holms iscenesættelse følger ellers forrygende Brechts hensigt om en scenisk tilgang a la italiensk Commedia dell'Arte, og det bliver til en herlig farce med cabaret-agtige tilsnit i form af finske viser og dansende bordopdækning. Bare lidt ærgerligt at der skal blandes latinamerikanske takter ind, når det rent finske havde været helt ekstraordinært.

Bente Lykke Møllers scenografi er derimod så suveræn at man nærmest føler sig lukket inde i en kæmpemæssig trækasse-sauna af billigt finer. Hvis det ikke lige var fordi dørene konstant bliver sparket ind, af både herskab og tjenestefolk. En mindre sauna ruller ind midtvejs til megen (nøgen)spas, deriblandt nogle helt burleske nydelsesscenarier med kærnemælk.

Højst på latterskalaen er dog åbningsscenen, hvor Puntila har tilbragt to dage på et værtshus – sammen med drukvennen Frederik, der efter ustyrligt meget rallen og besværmed at komme op fra gulvet højlydt bekendtgør sin profession med ordene: ”Retten er sat,” og dejser omkuld igen. Søren Sætter Lassen er ubeskriveligt komisk, og alligevel er Olaf Johannessen endnu mere mageløs i fuldskaben på slap line, der pludselig strammes, da han skal opretholde sine forpligtelser i forbindelse med datterens forlovelse.

Som Puntila ruller man med på rusen, og selvom der indimellem går tomgang i snakke-syngetanter og socialistisk grubleri, er man virkelig godt underholdt. Kun slutningen er lidt tung, og det er her Brechts velkendte verfremdungseffekt for alvor sætter ind: Illusionen brydes, og den kritiske vinkel overtager. Ambiguiteten svæver højt, selvom alvoren også rammer Puntila. For det er kun ham selv, der forløses i det gode menneske, han føler, han er i rusen. Alle ved at den gemene kapitalist stikker hovedet frem igen.