Louder than Bombs

Hvad kan ramme hårdere end bomber? En hel families sorg efter tabet af deres mor. Ligesom sin landsmand Erik Poppe har den norske instruktør Joachim Trier ladet en kvindelig krigsfotograf være udgangspunktet for sin film.

Tre år efter krigsfotografen Isabelles (Isabelle Huppert) død bliver enkemanden Gene (Gabriel Byrne) nødt til at fortælle sin yngste søn Conrad (Devin Druid), hvad der virkelig skete med hans mor. Med hjælp fra den ældre søn Jonah (Jesse Eisenberg). Langsomt begynder de tre mænd at nærme sig den afdøde Isabelle, sorgen og hinanden. Samtidig med at publikum lige så langsomt kommer tættere på de tre karakterer.

Men de tre døjer med meget andet end tabet af deres mor. Gene kæmper med titlen som alenefar, der forgæves forsøger at forstå sin usikre og sårbare teenagesøn og samtidig balancere et kærlighedsforhold til sønnens klasselærer. Conrad vil helst bare være fri fra sin fars bekymrede øjne og lukker sig inde i et univers af computerspil. Jonah er den, der på overfladen er kommet bedst igennem sorgen, men alligevel ikke helt. Han har et fastgroet billede af sin mor, som han ikke er villig til at give afkald på, hvilket skubber ham væk fra hans kone og deres nyfødte spædbarn.

Det hele fortælles i en fuldstændig kompleks fortællestruktur, hvor fortid og nutid flyder sammen i drømme, tanker, oplevelser og indtryk. Det er netop det, som gør ’Louder than Bombs’ til et ambitiøst og realistisk indblik i sorgen. For sorgprocessen er lang, sej og forvirrende, og den kommer sjælendt alene. Det er en ensom proces fuld af stadier, som skal bearbejdes sideløbende med livets mange andre udfordringer.

Der er mange paralleller til Erik Poppes ’A Thousand Times Good Night’. Begge film vender kønsrollerne på hovedet og lader kvinden være den fraværende adrenalinjunkie, mens manden er den jordnære familiefar. Poppe lod med succes sit fokus være på omkostningerne af at være den person, som vover sit liv for at resten af verden kan få et indblik i, hvad der foregår i de værste brændpunkter.

Ingen tvivl om at ’Louder than Bombs’ er mesterligt håndværk, der med sin komplekse fortælleform når nye højder for, hvad der kan fortælles i en film. Desværre har Trier været for ambitiøst i sit projekt. ’Louder than Bombs’ vil simpelthen for meget, hvilket resulterer i, at den ikke rammer lige så rent som hans tidligere film ’Reprise’ og ’Oslo 31. August.’